Seneste nyt

Det sagde spillerne efter Fredericia-kampen

af

Willads Delvin, Andreas Holm og Mathias Kristensen var alle skuffede over resultatet, men der var trods alt også positive elementer for alle tre efter opgøret.

Skuffelsen over nederlaget til FC Fredericia var i dag ikke til at tage fejl af, da spillerne kort efter slutfløjt samledes i omklædningsrummet.

Spillerne delte da også i store træk følelsen af, at der kunne have ligget point til NFC i dagens opgør.

Willads Delvin:

– Det er super ærgerligt. Jeg står med en flad følelse. Det var ikke verdens bedste første halvleg fra os af, og vi kom til at løbe meget efter bolden. Vi fik ikke sat vores eget spil, men jeg synes, at vi kom efter det i anden halvleg.

– Det er ærgerligt, at de får scoret i en periode, hvor jeg egentlig synes, at vi gjorde det meget godt. Det blev meget frem og tilbage til sidst, men jeg er meget ærgerlig over, at vi ender uden point i dag.

Andreas Holm:

– Jeg er mega skuffet over, at vi lukker tre mål ind. Vi kom i nogle problemer i dag, der gjorde, at de kom frem til for store chancer. Det er ikke acceptabelt, for jeg synes egentlig, at der lå point til os og ventede her. Vi skal skrue på skarpheden – ellers får vi ikke noget med fra de her kampe. Specielt ikke, når man er med i top-seks.

– Jeg har glædet mig til at være tilbage. Det var rart at få 90 minutter, og selvom det var hårdt, så mærkede jeg ikke noget til skaden.

Mathias Kristensen:

– Jeg står med en blandet følelse. Jeg er selvfølgelig enormt stolt og glad over, at det var min kamp nummer 100 og at jeg scorede to mål, men det kan vi bare ikke rigtigt bruge til så meget lige nu.

– Jeg er lidt træt af, at vi lukker så mange mål ind som hold. Vi skal simpelthen blive bedre til at forsvare os.

– De unge kommer ind og gør det rigtig godt. De spiller med et stort mod, og det er næsten det vigtigste. Jeg synes, at de forsøger at gribe chancen og også lykkes med det – så det var rigtig fedt trods resultatet.

– Det er mit personlige mål at blive topscorer – det er det hver sæson. Som angriber vil man altid gerne være ham, der scorer flest mål, så jeg håber selvfølgelig, at jeg napper topscorertitlen.