Netværket omkring Nykøbing FC vokser fortsat, og klubben kan nu byde endnu en stærk og lokalt forankret virksomhed velkommen. Dem Fra Nordlunde er nemlig trådt ind i partnerkredsen som ny Pro Partner.

For Dem Fra Nordlunde handler partnerskabet ikke blot om lokal opbakning, men ligeledes om at blive en del af et stærkt netværk.

– Vi er utrolig glade for at komme med i NFC som ny partner. Vores virksomhed er familieejet og bygger på mere end 50 års erfaring inden for nedrivning, genbrug og bæredygtig håndtering af byggematerialer. Samtidig har vi dybe rødder i det lokale foreningsliv, så det ligger os naturligt at være en del af stærke fællesskaber her på Sydhavsøerne, fortæller indehaver Henrik Friis.

Virksomheden har gennem de seneste år været i en markant udvikling. Med autorisation til nedrivning af ejendomme over 250 etagemeter og som autoriseret asbestfjerner beskæftiger Dem Fra Nordlunde i dag mellem 30 og 40 medarbejdere.

Et centralt fokus i virksomheden er genbrug og bæredygtighed.

– For at være autoriseret nedrivningsfirma skal man kunne kortlægge og genbruge de gode og gedigne byggematerialer, der findes i bygninger. Netop genbrug ligger os meget på sinde, og det kan blandt andet ses i vores haller i Nordlunde, hvor næsten 10.000 kvadratmeter er fyldt med brugte og nye byggematerialer til salg for både private og erhverv, siger Henrik Friis.

Engagementet i lokalsamfundet fylder meget hos familien Friis. Henrik og Martin Friis har begge stærke rødder i det lokale foreningsliv, og virksomheden støtter hvert år et stort antal frivillige initiativer.

– Vi ved, hvor vigtigt gode partnere og stærkt sammenhold er for en klub. Derfor støtter vi hvert år mange frivillige gøremål og aktiviteter i lokalområdet. Samtidig glæder vi os til at blive en del af endnu et stærkt erhvervsnetværk, som det der findes omkring NFC. Vi har i forvejen et godt samarbejde med flere virksomheder, der ligeledes er med i netværket, og det ser vi frem til at udbygge yderligere. Vi glæder os til at komme trofast på lægterne til kampene, siger Henrik Friis.

Med tilgangen af Dem Fra Nordlunde fortsætter NFC’s partnernetværk dermed sin positive udvikling med endnu en virksomhed, der både har lokale rødder og et stærkt engagement i fællesskabet.

Om Dem Fra Nordlunde

Dem Fra Nordlunde er en familieejet virksomhed med mere end 50 års erfaring inden for nedrivning, genbrug og bæredygtig håndtering af byggematerialer. Virksomheden er autoriseret til nedrivning af ejendomme over 250 etagemeter samt til fjernelse af asbest og beskæftiger i dag 30–40 medarbejdere.

Fra deres haller i Nordlunde driver virksomheden desuden salg af både brugte og nye byggematerialer til private og erhverv med fokus på genbrug og cirkulær udnyttelse af materialer.

#SuccesSkabesSammen