Seneste nyt

Delord glad for den defensive indsats

af

Mads Delord roser defensiven efter gårsdagens nulløsning mod Esbjerg.. Venstrebacken er glad for, at holdet nu står mere kompakt end tidligere.

Esbjerg fB er et af de mest scorende hold i 1. division, men det var ikke til at se, da de i går besøgte Nykøbing F. Idrætspark.

Forklaringen skal findes i en solid Nykøbing FC-defensiv, og præstationen fra de bagerste rækker glæder da også Mads Delord, der i de seneste tre kampe er trådt ind på venstrebacken.

– Det er fantastisk at kunne træde ind på holdet, og så kunne gøre det på den måde, når der er allermest brug for det. Vi har arbejdet sindssygt hårdt på at stå mere kompakt, og det har gjort, at vi har holdt modstanderne på et minimum af chancer. Det kan jeg kun rose hele defensiven for, siger Mads Delord, inden han ærgrer sig en smule over, at det kun blev til ét point i gårsdagens kamp.

– Jeg synes, at vi har nogle kæmper muligheder for at bringe os foran samtidig, at vi holder dem fra de store chancer. Man står med en lidt underlig følelse som mod Vejle. På den ene side føler man, at man burde have vundet, men samtidig er det nok heller ikke helt skidt at få et point mod Esbjerg.

Kampen mod Esbjerg var den tredje på en uge, og Mads Delord er en af flere, der har spillet rigtig mange minutter. Det kan ikke overraskende mærkes i kroppen.

– Vi ser frem til at få lidt friske ben igen. Det har været en hård uge, og kroppen er selvfølgelig lidt mærket. Nu ser vi dog frem til kampen mod FC Roskilde, og det er en kamp, vi skal forberede os rigtig godt på, siger Delord, inden han afsluttende blåstempler den netop overståede periode.

– Det er jo tre tophold, som vi har fået fem point mod, men som kampene har udviklet sig, så synes jeg faktisk, at vi burde have haft ni point.

Der venter nu Nykøbing FC en uges pause inden, at FC Roskilde gæster Nykøbing F. Idrætspark søndag d. 5. november.