Nikolaj Bonde har taget turen hele vejen gennem Nykøbing FC’s ungdomssystem, og i går fik han førsteholdsdebut hjemme i CM Arena.
Det er altid specielt, når klubbens egne talenter tager turen hele vejen gennem ungdomsholdene og får debut på førsteholdet.
Netop det skete i går til store klapsalver for de fremmødte tilskuere, da Nikolaj Bonde fik sin førsteholdsdebut for Nykøbing FC. Bonde glæder sig over debuten, som han har haft for øje længe.
– Jeg har glædet mig til, at det blev min tur. Jeg har været med omkring førsteholdstruppen et stykke tid nu, og der er ikke gået én dag, hvor jeg ikke har knoklet benhårdt for at komme til at spille. Så det er fantastisk, at det i går gav pote.
– Det giver altid et adrenalinsus, når man bliver skiftet ind midt i en kamp, men i går kunne jeg godt mærke, at det fik lidt ekstra gåsehud. Jeg synes, at det gik rigtig fint den tid, jeg var på banen, og det giver blod på tanden. Nu glæder jeg mig bare til at knokle videre, så jeg kan få endnu flere chancer, siger Nikolaj Bonde.
Nikolaj Bonde har taget turen hele vejen fra barnespiller i NFC til førsteholdet på seniorplan, og det føltes da også helt rigtigt for Bonde at debutere for sin hjerteklub.
– I går blev jeg bare yderligere bekræftet i, at det er i Nykøbing FC, jeg hører til. Jeg er lokal, jeg har altid spillet her, og jeg føler bare virkelig, at Nykøbing FC er min klub, siger den tydeligt glade midtbanespiller.
Næste opgave for Nikolaj Bonde og resten af NFC er søndag, hvor der venter en udekamp mod HB Køge.