Det er med stor glæde, at vi kan offentliggøre, at Danske Bank fortsætter som talentpartner for vores stærke U17-mandskab.
I 2019 blev Danske Bank den første talentpartner i Nykøbing FC, da de blev partnere for vores talentfulde U17-mandskab.
Vores talentpartneres store opbakning har sidenhen båret frugt, da vi har kunne investere i ungdommen og derfor for første gang i klubbens historie fik tildelt to stjerner i DBU’s talentsystem.
Det betyder endnu bedre forhold for landsdelens mange unge fodboldtalenter.
Det er derfor med stor glæde, at vi nu kan offentliggøre, at Danske Bank fortsætter ud ad samme sti og stadig er en del af opbakningen til vores talentarbejde.
Kommerciel direktør i NFC, Søren Barslund, udtaler;
– Talentarbejdet er en hjørnesten i Nykøbing FC’s vision om at bringe topfodbold tilbage til Lolland-Falster, hvorfor det er alfa og omega, at en trofast partner som Danske Bank fortsætter deres engagement som talentpartner. Vi er utroligt glade for, at Danske Bank er med på holdet, og vi ser frem til at udvikle talentdelen yderligere i Nykøbing FC og på Lolland-Falster. Ydermere er vi meget taknemmelige over, at Danske Bank under Corona-krisen viste storsind og var meget proaktive ift. at skabe økonomisk tryghed for os gennem denne aftale, siger Søren Barslund.
Også Danske Bank er glade for de foreløbige resultater og ikke mindst for at fortsætte partnerskabet.
– Vi er i Danske Bank utroligt glade for at have bidraget til den store udvikling, som Nykøbing FC har været inde i på talentdelen. Klubben har ikke bare fået to stjerner i DBU’s talentsystem, men U17-drengene har også leveret varen på banen. Vi er stolte over at være en del af morgendagens stjerners rejse mod førsteholdet i Nykøbing FC og fortsætter med stor glæde vores engagement, siger områdedirektør i Danske Bank, Steen Dolberg.