
Fra dags dato har hele Lolland-Falsters hjemmebane nyt navn, da CM Arena skifter navn til Lollands Bank Park.
Lollands Bank er ny stadionsponsor for hele regionens fodboldhold, hvorfor Nykøbing FC’s hjemmebane fra dags dato hedder Lollands Bank Park.
Direktør i Nykøbing FC, Axel Castenschiold, glæder sig over den nye aftale, der sætter en tyk streg under Nykøbing FC’s ambitioner om at være hele regionens hold.
– Vi er enormt glade for aftalen med Lollands Bank. Den er fuldstændig i tråd med, at vi vil være hele Lollands-Falsters hold, og vi har haft en rigtig god dialog med Lollands Bank hele vejen igennem. De deler, som mange andre af vores partnere, vores værdier om udvikling af Lolland-Falster, herunder uddannelse af unge mennesker, og det at kunne være med til at skabe drømme.
– Samtidig er vi stolte af, at vi endnu engang har en lokal sponsor, der overtager stadionnavnet, og på den måde markerer, at de også bakker op om vores fodboldklub og projekt. Jeg håber samtidig, at det kan inspirere endnu flere lokale virksomheder, til at være med omkring Nykøbing FC og alle de gode ting, der sker i og omkring klubben, siger Axel Castenschiold.
Også forretningsdirektør for Lollands Bank, Morten Vinge Olsen, glæder sig over, at landsdelens fodboldflagskib, nu får hjemme i Lollands Bank Park.
– Nykøbing FC har ligesom os selv store ambitioner, og vi er stolte af at være en del af et ambitiøst projekt, som er med til at sætte vores område på landkortet. Vi håber, at Lollands Bank Park vil danne rammen om mange store oplevelser i fremtiden, siger Morten Vinge Olsen.
Du kan købe billet til åbningskampen af Lollands Bank Park på nfc.eventii.dk. Kampen spilles lørdag kl. 15:00, hvor oprykningen skal fejres med en kamp mod HIK.