Seneste nyt

Claus Jensen: Vigtigt at tage en sejr for hjemmepublikummet

af

Manager Claus Jensen var efter dagens sejr over FC Helsingør meget tilfreds med både indsats og at kunne give hjemmepublikummet tre point.

Der var underholdning i overflod, da Nykøbing FC i dag tog en forrygende 4-3-sejr over topholdet FC Helsingør.

Kampen bølgede frem og tilbage, men det var Nykøbing FC, der i sidste ende kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret og notere tre point mod NordicBet Ligaens på papirets bedste mandskab.

Efter kampen var Claus Jensen ikke overraskende meget tilfreds med holdet og ikke mindst de tre point.

– Vi har trænet fantastisk det seneste stykke tid, og vi føler, at vi er på vej et rigtig godt sted hen. Det synes jeg, at var meget tydeligt i dag, og vi glæder os til at bygge videre på det allerede i næste uge, siger Jensen inden, at han fortsætter.

– Jeg synes, at hele holdet spiller en rigtig stor kamp. Der er selvfølgelig faser, hvor FC Helsingør dominerer os, men omvendt synes jeg også, at vi har vores faser, hvor vi sidder på det. Jeg tænker, at det må have været en underholdende kamp for tilskuerne, og det er vi rigtig glad for at kunne give dem. Det var vigtigt for os at tage en sejr for hjemmepublikummet.

Igen og igen er Claus Jensen blevet spurgt om, hvordan man griber oprykningsspillet an, når nu man hverken kan rykke ned eller nå oprykning.

Motivation er dog ifølge Claus Jensen aldrig et problem for hans mandskab. Alle spillerne ved nemlig udmærket, at de spiller for noget større.

– Det er helt naturligt for os at være motiverede. Når vi tager NFC-trøjen på ved vi, at vi repræsenterer hele NFC og ikke mindst Lolland-Falster. Det er altid vigtigt – uanset hvad vi end måtte kunne nå i tabellen. Der er altid meget på spil, fortæller Jensen.

I dagens kamp blev der ovenikøbet plads til nogle af de lokale drenge, hvoraf også U19-spiller Milas Schwensen fik debut. Det glæder manageren, der har fokus på både at vinde og at udvikle.

– At vinde og udvikle er ikke hinandens modsætninger. Det er vigtigt at vinde, og det er en vigtig del af mentaliteten i en topklub, som vi jo gerne vil være. Samtidig handler det dog også om, at drengene er klar, og at vi bringer dem på de rigtige tidspunkter. I dag kom nogle af dem ind, og jeg synes, at de gjorde det fantastisk – præcis som vi også ser dem til træning. Det var i dag på mange måder præcis, som vi gerne ville have det, slutter han.

Næste opgave for Claus Jensen mandskab er 2. påskedag, hvor Hvidovre venter på udebane.