Seneste nyt

Claus Jensen: Vi skal kun kigge på os selv

af

Manager Claus Jensen var efter dagens kamp ærgerlig over nederlaget, som han oplevede som en kamp, der var i flere faser.

For anden hjemmekamp i træk måtte Nykøbing FC desværre gå fra banen uden point efter en hård kamp mod et velspillende Vendsyssel-mandskab.

Nykøbing FC havde i perioder momentum, imens det i andre perioder ifølge manager Claus Jensen var en utilfredsstillende præstation set med NFC-øjne.

– Der var faser, hvor det var godt, og så var der for mange faser, hvor det ikke var godt. Så kan man også sige, at de første 20 minutter bare ikke var godt nok niveau. Spiller man sådan i 20 minutter, så er man også bagud med 0-2 i NordicBet Ligaen.

– Generelt set manglede det der altid skal være til stede i de første 20 minutter. Så fik vi en vandpause halvejs i første halvleg, og der fik vi kigget hinanden i øjnene. Der synes jeg også, at vi fik en reaktion og præsterede bedre. Det må vi hæfte os ved, fordi det andet kan vi ikke bruge til så meget andet end at vide, at det er alvor det her, og det kræves meget af at spille i NordicBet Ligaen.

– Vi vidste godt, at det ville blive en svær kamp, og jeg ved også godt, at man har lyst til at sige en masse ting, når man har tabt to hjemmekampe i træk, men det er også vigtigt at bevare roen og overblikket omkring, at vi er et nyt hold, og vi forsøger at spille på en ny måde end tidligere. Vi bliver nødt til at holde fast i de ting, som vi tror på, siger Claus Jensen.

Claus Jensen kæmpede med fraværslisten forud for dagens kamp, hvor både Jacob Egeris, Lars Pleidrup, Ahmed Hassan og OIe Jakobsen var fraværende ift. til seneste kamp.

Det betød til gengæld, at der blev plads til at give debut til to unge talentfulde NFC’ere, og Jensen roser sit unge mandskab for den proces, som de pt. er en del af.

– Det er ikke nemt for vores unge hold at være i de her situationer, men samtidig er det også de situationer, som man lærer allermest af. Jeg er stadig stolt af vores unge drenge, som jeg hver dag ser arbejde ind i tingene på præcis den måde, som vi gerne vil have det, og derfor er jeg også meget rolig omkring de kampe, der kommer. Vi skal også huske, at der er rigtig mange, der lærer en masse i dag. Noget af det vigtigste i fodbold er at lære, hvad det er, der skal til på topniveau.

– Tirsdag er vi i Køge, og der venter en ny kamp, hvor der er tre point på spil. Sådan er fodbold – det handler om at komme hurtigt videre til den næste kamp, for den er lige så meget værd, slutter Jensen.

Næste kamp er netop på tirsdag, hvor HB Køge venter på udebane.