Manager Claus Jensen ærgrer sig over weekendens store nederlag til Lyngby, men ser sammen med sin stærke gruppe af spillere allerede frem mod næste opgave.
’Det var sjovere sidste gang, vi var her hva’?’.
Ordene kom fra Claus Jensen umiddelbart før, at han udtalte sig til pressen efter lørdagens udebanenederlag til Lyngby BK.
Og det var unægtelig ikke en særlig sjov kamp i Lyngby, da det hårdt kæmpende NFC-mandskab med en mand i undertal tabte md 5-0 til ’De Kongeblå’. Kampen gjorde ondt umiddelbart efter kampen, men allerede nu ser manager Claus Jensen frem mod næste weekend.
– Det var en kamp, der gik hen og blev rigtig svær for os, da vi kommer en mand i undertal. Før udvisningen synes jeg egentlig, at vi var kommet hen et sted, hvor vi var komfortable. Kampe ændrer sig, når man kommer en mand i undertal, og så må vi også bare sige, at vi mødte et rigtig godt hold. Det blev en utrolig svær kamp, og at tabe 5-0 gør naturligvis altid rigtig ondt.
– Omvendt ved jeg dog også, hvor stærke vi er som gruppe, og nu skal vi lægge den her kamp bag os. For der venter en ny fed kamp lige rundt om hjørnet.
– Jeg glæder mig til, at vi er 11 mod 11 igen i næste weekend. Det betyder naturligvis rigtig meget mod så stærke modstandere, som vi er oppe mod i øjeblikket. Vi glæder os til kampen mod Helsingør, og vi ser frem til at levere en god kamp hjemme i Lollands Bank Park, siger Claus Jensen.
Du kan allerede nu købe din billet til hjemmekampen på lørdag mod Helsingør. Det gør du på nfc.eventii.dk.