Seneste nyt

Claus Jensen: Udtrykket er kernen

af

Manager Claus Jensen kalder på mere af samme udtryk og mentalitet hos sit hold forud for dagens kamp mod Hillerød.

Smilet kan man aldrig tørre af Claus Jensen, men i denne uge har mundvigene måske alligevel været spændt en anelse mere end normalt hos manageren.

Årsagen findes ikke kun i sidste uges flotte sejr over FC Fredericia, men også i, at holdet ifølge manageren er på vej et rigtig godt sted hen.

– Vi har lidt med et smil på læben sagt, at vi skal huske at smage på sejren, for det er i sidste ende det, som det hele handler om. Drengene har vist fantastisk karakter igennem en lang periode, og vi synes, at vi nu er et sted, hvor vi kun bliver stærkere og stærkere.

– Alle mand er stort set på træningsbanen, og der er masser af god konkurrence om pladserne. Vi føler, at vi står et godt sted nu, og vi glæder os til dagens kamp.

Holdet arbejdede som gale i kampen mod FC Fredericia, og det er da også præcis det udtryk, som Claus Jensen forventer af sit mandskab i dagens kamp.

– Vi kender rækken for godt til at sige, at der er nogle kampe, man bare skal vinde. Vi går dog som altid ind til kampen med det mindset, at vi vil vinde. Det vigtigste for os er at holde fast i og arbejde videre med det udtryk, som jeg synes, at vi har haft de sidste par kampe – det er kernen og fundamentet i det hele, så vi kan få de sejre, vi skal have. Vi skal præstere det samme på arbejdsindsats og mentalitet, som vi gjorde sidste uge, siger Jensen.

Hillerød er et teknisk stærkt hold

Imens truppen havde fri i sidste weekend, var Claus Jensen naturligvis på plads på Hillerød Stadion, hvor Hillerød vandt med 2-0 over Vendsyssel FF.

Her blev Jensen bekræftet i, at Hillerød er et godt og teknisk stærkt hold.

– Jeg synes, at Hillerød er et godt hold. Jeg var oppe og se dem mod Vendsyssel i sidste weekend, og de er jo teknisk hold, der spiller god fodbold. Det bliver endnu en tæt kamp, hvor der er meget på spil, siger Jensen, som også blot skal en måned tilbage for at trække erfaringer fra et 3-1-nederlag til NFC i Hillerød.

– I den kamp lærte vi noget om momentum i kampene og være ekstra opmærksomme på det. Vi havde flest og længst gode perioder mod Hillerød senest, men det handler om at udnytte de faser og være stærke, når modstanderen også får deres gode perioder.

– Vi glæder os til dagens kamp, og vi skal som i sidste uge ud at vise, at vi er det hold, der vil det mest. Ingen i Lollands Bank Park skal være i tvivl om, hvor meget vi vil sejren, slutter Jensen.

Der er kampstart kl. 15:00. Portene åbner kl. 14:00, og der er en gratis Select-fodbold til de første 200 NFC-fans, der kommer på stadion.