Manager Claus Jensen ser frem til morgendagens forårspremiere mod FC Helsingør, der er den første af fire yderst spændende og afsluttende grundspilskampe.
Når Nykøbing FC om under 24 timer løber på banen i Helsingør, er det ikke blot til en forårspremiere, det er også den fjerdesidste kamp i NordicBet Ligaens grundspil.
Målsætningen for denne sæson var atter at etablere sig i NordicBet Ligaen, men efter et forrygende efterår, indtager NFC sjettepladsen, der er den sidste plads til oprykningsspillet. Manager Claus Jensen glæder sig over, at hans mandskab er en del af den tætte strid om top-seks.
– Jeg er stolt af, at vi ligger i den position, som vi gør, hvor vi er i spil til top-seks. Det giver os en mulighed for at være positive og offensive i forhold til at give alt, hvad vi har i os for at få den her sjetteplads, men først og fremmest er jeg stolt over, at vi overhovedet kan have det udgangspunkt forud for de sidste fire kampe i grundspillet, siger Jensen inden, at han fortsætter.
– Det er meget vigtigt for os at holde fokus og tage en kamp ad gangen. Det er lidt en kliché i fodboldverden, men det er det også af en årsag, og det er fordi, det er væsentligt for at lykkes. Det er noget, som vi har været rigtig dygtige til de sidste par år, og vi har ikke råd til at fjerne øjnene fra den opgave, som hele tiden ligger foran os. I morgen er det Helsingør, og her skal vi ud at spille en god kamp.
FC Helsingør topper NordicBet Ligaen, og de har i denne sæson kun tabt én kamp. Det var til gengæld til Nykøbing FC, da morgendagens modstander blev besejret med 3-0 i Lollands Bank Park.
Trods resultatet var det ifølge Claus Jensen en tæt kamp, hvor han ikke ligefrem fik mindre respekt for FC Helsingør.
– Det er et super godt fodboldhold, som vi skal møde i morgen. De har tabt én kamp, hvilket var mod os, men selvom vi vandt 3-0, så var det jo en tæt kamp, som vi havde mod hinanden. Vi har respekt for dem, men også stor tro på os selv.
– Det er forårets første kamp, og det er altid noget særligt. Det tænker jeg også, at kampen i morgen vil bære præg af. Vi ved, hvordan de gerne vil spille, men vi ved også, at de har en rigtig dygtig træner samt en masse gode spillere, som virkelig har gjort et fantastisk stykke arbejde i denne sæson. Vi ved, hvad vi skal op imod, og vi glæder os til opgaven, slutter manageren.
Der er kampstart kl. 19:00 i morgen, og du kan som sædvanligt følge kampen på Viaplay, Radio Sydhavsøerne eller via vores liveopdatering på Facebook