Seneste nyt

Claus Jensen: Skal spille hurtigere og afslutte mere

af

Manager Claus Jensen ser frem mod dagens kamp mod AB Tårnby, hvor han vil have sine drenge til at skrue op for tempoet og afslutte mere end senest mod Slagelse. 

Om få timer går NFC-drengene på banen mod AB Tårnby på Tårnby Stadion, og det forventes at blive en kamp, hvor Claus Jensen mandskab skal tage dirigentstokken.

Det er en rolle, der bekommer manageren godt, men som både ham og holdet har stor respekt for.

– AB Tårnby er en modstander, der har masser af fysik og så forventer vi også, at det bliver en kamp, der minder lidt om de tre foregående kampe, som vi har spillet i rækken. Vi har haft rigtig meget fokus på os selv og på, hvad vi gør, fordi vi forventer, at de kommer til at stå lavt.

– Vi har set AB Tårnbys kampe, og vi kan se, at de efter det store nederlag til Brønshøj har ændret nogle ting, hvorfor de er blevet meget mere kompakte. Det har vi haft stort fokus på at træne, hvordan vi skal lirke op.

– Det er ikke nemt at spille igennem de her meget kompakte modstandere, og nogle gange kan det også nemt komme til at se lidt langsommeligt ud, men tålmodigheden er meget vigtig. Når det er sagt, så skal vi selvfølgelig også spille hurtigere end senest mod Slagelse og derved også komme til flere afslutninger, siger Claus Jensen.

Ikke til at drive fra træningsbanen

Sidste lørdag var NFC-truppen skuffede over resultatet mod Slagelse, men allerede kort inde i den nye uge var der fornyet optimisme og glæde at spore på træningsbanen.

– Vi har haft en super god uge. Vi brugte tirsdagen på at komme igennem Slagelse-kampen, hvor vi fik snakket de elementer af kampen igennem, som vi gerne ville, og så gik vi ellers ud og havde en rigtig fantastisk træning, der dannede præcedens for resten af træningsugen. Der har været stor energi på drengene, og de er nærmest ikke til at drive væk fra træningsbanen i øjeblikket, griner Claus Jensen.

Flere viser sig positiv frem på træningsbanen i øjeblikket og manageren har da også stået med et positivt problem ift. at udtage dagens startopstilling.

– Folk skal altid levere en dedikeret indsats, og de skal også ud at præstere på banen, for der er stor konkurrence om pladserne i den her trup, som jeg synes er rigtig stærk. Der er rigtig mange, som presser sig på en plads i startopstillingen i øjeblikket, og det er selvfølgelig udelukkende positivt, slutter Jensen.

Der er kampstart i dag kl. 14:00 på Tårnby Stadion.