Manager Claus Jensen var glad for, hvad han så fra sit mandskab i dagens 3-0-sejr over HIK.
Der var masser at smile over efter dagens træningskamp, hvor 3-0-sejren over HIK ikke var på et mål for meget.
Efter kampen var manager Claus Jensen da også yderst tilfreds med sit mandskab, hvor der var ros til samtlige spiller på holdet.
– Jeg synes, at vi spiller en rigtig, rigtig god kamp, hvor jeg især er glad for at se den intensitet vi bringer, og som kommer rigtig godt til udtryk i vores presspil, der reelt giver os to mål i dag. Vi så sultne ud, og vi spillede til tider i et rigtig højt tempo. Vi er godt på vej til at være, hvor vi skal være inden, at det går løs i NordicBet Ligaen, siger Claus Jensen.
Endnu en gang blev der givet plads til en masse af klubbens unge talenter, og ’young guns’ fik også masser af ros med på vejen.
– Det er simpelthen bare fantastisk at se, hvordan de her unge drenge kommer ind og agerer. De gjorde igen i dag et stort indtryk, og det lover rigtig godt for fremtiden, slutter Jensen.
Næste opgave for Nykøbing FC er om præcis en uge, hvor divisionskollegaerne fra HB Køge gæster NFC Syd.