Seneste nyt

Claus Jensen: Pointet betyder alt

af

Manager Claus Jensen var efter dagens kamp stolt af sine drenges mentalitet, da de både kom tilbage fra 0-2 og 2-3 i løbet af kampen.

Der var drama for alle pengene for de fremmødte tilskuere i Lollands Bank Park, hvor Nykøbing FC i dag spillede 4-4 mod et velspillende FC Fredericia-mandskab.

Kampen bølgede frem og tilbage, men i en kamp, hvor FC Fredericia var foran både 0-2 og 2-3, roste Claus Jensen efter kampen sine drenge for den fantastiske mentalitet og ’never say die’ attitude, der blev leveret

– Det betyder alt, at få det ene point. Som jeg sagde til drengene efter kampen, så er jeg stolt af vores præstation. Vi er selvfølgelig ikke glade for, at vi lavede fejl og indkasserede fire mål, men at komme tilbage efter både 0-2 og 2-3 kræver noget særligt, og det viste vi i dag, at vi besidder. Vi ved, at vi kan spille fodbold, og vi ved, at vi er dygtige offensivt, men den mentalitet, som vi viser i dag, skal vi have hele sæsonen og tage os med herfra, siger manageren.

Sidste sæsons nummer fem fra FC Fredericia spillede ligesom NFC en flot offensiv kamp, hvor de fra første fløjt lagde et højt tempo for dagen. Netop tempoet i NordicBet Liga-kampene er noget som Claus Jensen har stor fokus på.

– Vi er lige kommet fra 2. division, hvor vi i et år ikke har stået i de situationer, som vi gør i dag, hvor tempoet er meget højere. Det er noget, som vi hele tiden kommer til at blive stærkere ind i. Vi vænner os mere og mere til tempoet, og det skal vi også tage med os efter i dag.

– Når det er sagt, så synes jeg, at vi i dag igen får vist, at vi sagtens kan være med. Vi dominerer i perioder, og helhedsindtrykket er noget, som vi helt sikkert skal tage med os fra i dag, siger Jensen.

4-4 gav som cifrene antyder en utrolig underholdende kamp for de fremmødte tilskuere. Efter kampen havde manageren overskud til både at anerkende underholdningsværdien og samtidig give sig selv lidt lektier for.

– Det må have været en fantastisk fodboldkamp for fansene. Vi andre har lidt at arbejde på, slutter han med et glimt i øjet med henvisning til de fire indkasserede mål.

Næste opgave for Claus Jensens mandskab er allerede onsdag, hvor B. 1908 venter i Sydbank Pokalens første runde.