Manager Claus Jensen har gjort betydningen af dagens kamp ekstra klart for truppen.
Det er en af sæsonens helt store kampe, der venter i eftermiddag, når arvefjenderne fra Næstved gæster Lollands Bank Park.
Kampen er da også ganske imødeset af truppen, og manager Claus Jensen glæder sig til opgøret.
– Vi glæder os helt vildt. Vi har sagt til de drenge, der ikke har prøvet at være en del af den her kamp før, så er det, det store derby for os. Kampene mod Næstved har deres eget liv, og det vil det også få i dag.
– Jeg forventer en kamp, hvor der kommer til at være fuld knald på fra første minut med to hold, der gerne vil være offensive i deres tilgang til kampen, siger manageren.
Nykøbing FC tabte med 3-0 i sæsonens første opgør mod ’De Grønne’, men ifølge Claus Jensen er NFC et helt andet sted, end det var tilfældet den eftermiddag i august.
– Vi er et helt andet sted, end vi var dengang. Som jeg også har sagt de sidste par måneder, så synes jeg, at vi har fået samlet en rigtig god gruppe, der kun bliver stærkere og stærkere i deres relationer. Der kan stadig lægges endnu mere på, for vi rummer et stort potentiale, men jeg synes, at vi er et godt sted, siger Claus, inden at han glæder sig til den elektriske atmosfære, der altid er til arvefjendeopgørene.
– De her kampe kan noget specielt. Stemningen får altid et nøk eller to, og jeg håber, at der kommer rigtig mange fans på stadion, så drengene kan få maksimal støtte i årets sidste kamp.
Der er kampstart kl. 15:00.
Du kan købe billet på nfc.eventii.dk eller ved indgangene.
Er du Næstved-fan kan du læse mere om dit besøg på stadion her.