
Manager Claus Jensen glæder sig til morgendagens test, hvor de sidste detaljer skal pudses af inden sæsonpremieren.
Efter en god opstart gælder det i morgen den sidste træningskamp inden, at det for alvor går løs d. 25. juli mod Lyngby BK hjemme i Lollands Bank Park.
Manager Claus Jensen glæder sig til kampen, hvor han melder sit hold klar til at gå ud og præstere.
– Jeg synes, at vi ser godt ud. Vi har haft en rigtig god opstart, og vi er klar til at gå ud og præstere. B. 93 kommer med en god omgang fodbold, og de er et rigtig talentfuldt hold, så det er en god sidste test for os inden, at det for alvor går løs d. 25. mod Lyngby, siger Claus Jensen inden, at han peger på nogle af de sidste detaljer, der skal finpudses.
– I de første uger handlede det meget om det fysiske og det organisatoriske, men nu skal vi til at ramme alle de ting, som vi gerne vil inde på banen – både defensivt og offensivt. Vi har naturligvis stadig nogle ting, vi lige skal have set på og arbejdet frem mod sæsonpremieren, men vi skal ud at vise, at vi overordnet set er, hvor vi skal være.
Kampen spilles tirsdag kl. 15:00 i Lollands Bank Park, hvor der er gratis adgang. Der er krav om gyldigt coronapas eller negativ test for at komme ind til kampen.