Seneste nyt

Claus Jensen: Drengene fortjener det virkelig

af

Manager Claus Jensen var forståeligt glad efter dagens sejr over Næstved, som han dedikerede til spillerne, som fortjente forløsningen.

Lettelsen og glæden var ikke til at tage fejl af, da dommeren i dag fløjtede af efter 97 minutters intenst drama, der heldigvis sluttede med en 2-1-sejr til NFC.

Efter kampen kunne manager Claus Jensen puste ud, og glæde sig over, at holdet langt om længe fik den sejr, der af flere omgange har været tæt på efter coronapausen.

– Det var en super vigtig sejr og nogle meget vigtige point. Drengene har i den grad fortjent den her sejr. Jeg synes, at de har leveret rigtig meget i en stor del af de seneste kampe, og vi gør det igen i dag. Vi har hele tiden troet på, at vi nok snart skulle få den sejr, så det er fantastisk, at den lige kom i dag. Det betyder enormt meget, siger Jensen.

Nykøbing FC spilede champagnefodbold i kampens første 15 minutter, og det er præcis den slags fodbold, som Claus Jensen i fremtiden i længere perioder vil præsentere fansene for i CM Arena.

– Jeg synes, at vi er fantastiske i de første 15 minutter, og vi arbejder hele tiden på, at de perioder skal blive længere. Det er den form for fodbold, som vi gerne vil vise alle her i CM Arena, siger han.

Som kampen skred frem kom Næstved bedre med i opgøret, men kampen blev i sidste ende fightet hjem, og netop fighten blev ifølge træneren afgørende.

– Næstved kommer bedre med, og vi er meget bevidste om, at der kommer tidspunkter i kampene, hvor det kræver, at vi står lidt imod, og det synes jeg, at vi gjorde i dag.

– Vi skal selvfølgelig lukke kampen ved 2-0, men vi ved også, at når man har været igennem en svær periode, som vi har, så skal man kæmpe for at komme ud af den og få de tre point. Det gør vi i dag, og det blev afgørende, slutter manageren.

Næste opgave for NFC er allerede på torsdag, hvor FC Roskilde venter på udebane.