
Manager Claus Jensen roser weekendens modstander, hvem han og resten af holdet har en sund respekt for forud for mødet.
Der er altid god stemning på træningsbanen i Nykøbing FC, men i denne uge har man alligevel godt kunne mærke, at den har fået et ekstra nøk i den positive retning.
Sidste weekends sejr mod Næstved er naturligvis årsagen hertil, og spørger man Claus Jensen, så er optimismen og stemningen fra weekenden da også taget med ind i denne træningsuge.
– Stemningen er rigtig god. Det var en rigtig stærk præstation mod Næstved, og det var en god samt vigtig sejr for os. Det har vi taget med videre i den her uge, og drengene har allerede fra ugens start været videre og ekstremt motiverede til weekendens kamp mod AB, siger manageren inden, at han retter fokus mod modstanderen.
– AB er et godt hold. De spiller god fodbold, er kombinationsstærke og så er de ligesom os selv også et hold, der kommer ind til opgøret med stor selvtillid. Det bliver en svær opgave, men en opgave, som vi som altid ser meget frem til.
Kampen mod AB er et opgør mellem rækkens nummer 1 og 2, men Claus Jensen holder fokus på selve kampen og på holdets udvikling.
– Vi har fokus på den næste opgave, og det er hele tiden dén, der er den vigtigste. Vi vil ud og vinde på søndag, og så lader vi alle andre om at snakke placeringer i tabellen. Vi er glade for vores præstationer og glade for sejrene, men også sultne efter, at vi skal endnu mere. Vi lægger hele tiden på i øjeblikket, siger han.
Kampen på søndag mod AB kickstarter en periode med hele fire kampe på 13 dage. Claus Jensen glæder sig derfor over at have en næsten komplet trup til rådighed, hvor alle viser sig frem til træning.
– Vi har en fantastisk konkurrencesituation i truppen og med fire kampe på 13 dage fra på søndag af, så er det vigtigt, at alle holder sig skarpe. Det er heldigvis også det, vi ser til træningen i dagligdagen. Vi er et rigtig godt sted, slutter han.
Der er kampstart søndag kl. 13:00.