Seneste nyt

Christiansson vil bygge videre på takter fra sidste weekend

af

Svenske Victor Christiansson glæder sig til morgendagens kamp mod FA 2000, hvem truppen har en sund respekt for.

Nykøbing FC pustede og prustede inden, at de i sidste ende væltede Roskilde KFUM omkuld med en 2-1-sejr i sidste weekend.

Der var chancer til mere for Nykøbing FC, og præstationen var ifølge det svenske midtbaneanker da også en god en at tage med ind i denne uge.

– Vi følte os godt tilpas i kampen mod Roskilde KFUM, og jeg føler, at vi havde god kontrol på kampen samtidig med, at vi skabte en del flere chancer end i de foregående kampe. Vi skal fortsætte takterne i kampen i morgen, men samtidig også bygge på. Vi bestræber hele tiden på at være hurtigere i vores boldomgang og skabe endnu flere chancer , siger Christiansson.

FA 2000 indtager pt. 6. pladsen i 2. division, og det skyldes ikke mindst en rigtig stærk hjemmebane.

Københavnerne har således blot tabt én kamp på eget kunstgræs og har i ni kampe kun lukket seks mål ind.

Det er derfor et NFC-mandskab, der tager til Frederiksberg med en sund respekt for modstanderen.

– Vi havde godt styr på dem i vores første møde, men jeg husker dem som et teknisk godt hold. Vi skal være klar, skarpe og klar til at gå ud og give os selv 100% for de tre point, slutter Christiansson.

Der er kampstart 13:45 i Frederiksberg Idrætspark.