Seneste nyt

Christensen: Det brænder inden i os

af

Søren Christensen bløder Nykøbing FC, og midtbanespilleren understregede efter kampen vigtigheden af, at ingen omkring klubben giver op.

Nykøbing FC vælter sig i ildsjæle både på og udenfor banen. En af dem, der har klubben allertættest inde på livet er Søren Christensen, og han nægter at give op.

Kort efter kampen var Søren Christensen dog helt naturligt skuffet.

– Det gør selvfølgelig ondt lige nu. Det var ikke det, som vi havde drømt om. Vi har ikke været dygtige nok i felterne, og det var vi heller ikke i dag – det er desværre lidt historien om os i øjeblikket. Energien og lysten til at gå ud og vende tingene var til stede, men det nytter bare ikke så meget lige nu, siger Christensen inden, at han fortsætter.

– Det brænder inden i os. Det er vores klub det her, og det gør ondt. Jeg tror på den her klub af hele mit hjerte, så det er vigtigt, at vi samler os selv op og er klar allerede på tirsdag. Der er stadig muligheder, og så længe vi har det, så giver vi alt, hvad vi har i os.

Næste opgave for Nykøbing FC er på tirsdag, hvor Vejle venter på udebane.