Højreback Chris Thorsheim har i dag forlænget sin kontrakt med Nykøbing FC, og det glæder amerikaneren, der ser klubben som noget helt specielt.
I løbet af det seneste halvandet år, har Chris Thorsheim bidt sig fast på Nykøbing FC’s højre back.
Amerikanerens udviklingskurve har været opadgående, og det blev tidligere på dagen belønnet med en ny kontrakt. Det glæder Chris Thorsheim, der ser sammenholdet i Nykøbing FC som værende noget helt specielt.
– Jeg er meget begejstret over, at jeg fortsætter i klubben. Jeg synes, at klubben er et rigtig spændende sted at være, og jeg føler også, at Nykøbing FC har været med til at udvikle mig som spiller, siger en glad Chris Thorsheim inden, at han fortsætter.
– Nykøbing FC er et rigtig godt sted at være på grund af flere årsager. På denne side er der en rigtig professionel indstilling til tingene i klubben, men samtidig føler man sig som en del af noget større. Fansene, trænerne, administrationen og holdkammeraterne giver klubben en familiær følelse, som jeg ikke tror man oplever i mange andre klubber.
Udviklingen skal fortsætte
Chris Thorsheim har over sit halvandet år i klubben udviklet sig fra loyal trupspiller til ofte at starte på højrebacken.
Selv mærker han også, at han har udviklet sig som spiller, men det får ikke den alsidige back til at stille sig tilfreds – der skal stadig lægges lag på udviklingen.
– Jeg synes, at det er tydeligt, at jeg har udviklet mig gennem min tid i klubben. De første seks måneder kæmpede jeg for min plads i startopstillingen, og jeg brugte enhver jeg fik til at spille mig på. De næste seks måneder spillede jeg mere fast, og jeg havde både gode og dårlige præstationer, men det seneste halve år, synes jeg, at jeg er blevet mere konsistent i både defensiven og offensiven. Nu skal jeg vokse endnu mere som spiller og bruge den næste tid i klubben på at nå nye højder sammen med resten af holdet.
– Mit fokus er lige nu på at blive endnu farligere i offensiven. Jeg ser mig selv som en offensiv back, men i det seneste halve år, har jeg haft meget fokus på defensiven, så nu er det tid til at koble de to aspekter af mit spil sammen, fortæller Chris Thorsheim.
Sæsonen 18/19 nærmer sig med hastige skridt, og Chris kan da heller ikke vente med at komme i gang med en ny og fantastisk sæson.
– Der er ingen bedre følelse end at tage Nykøbing FC-trøjen over hovedet og kæmpe sammen med drengene. Jeg glæder mig utrolig meget til igen at spille på CM Arena, og jeg håber på, at mange vil komme og støtte os. Vi vil ikke skuffe jer, slutter Thorsheim.