
For kort tid siden underskrev Chris Thorsheim en kontraktforlængelse, og det glæder amerikaneren, der føler sig hjemme i Nykøbing FC.
Tirsdag formiddag var Chris Thorsheim tilbage på træningsbanen i Nykøbing FC, og det med et stort smil på læben.
Kort forinden havde Chris Thorsheim nemlig underskrevet en kontraktforlængelse med Nykøbing FC og glæden over fortsat at være i klubben var ikke til at tage fejl af.
– Jeg er helt vild med at være i Nykøbing FC, så jeg er selvfølgelig super glad for fortsat at være Nykøbing FC-spiller. Jeg har et fantastisk forhold til mine holdkammerater og folk omkring holdet, så NFC er et ideelt match for mig, siger Thorsheim inden, at han fortsætter.
– Jeg vil også rigtig gerne være med til at fortsætte det arbejde, som vi startede i efteråret. Vi er nummer fire i ligaen, og jeg synes, at vi har en stor chance for at rykke i Superligaen til sommer. Det vil jeg rigtig gerne være en del af.
Amerikaneren har været i Nykøbing FC i små to år efter, at han kom til fra Middelfart. Klubben betyder da også noget særligt for den alsidige spiller, der i efteråret både spillede højreback og højrekant.
– Nykøbing FC er speciel for mig, og det er en fornøjelse at være del af en klub, hvor der er så mange dedikerede spillere og folk omkring holdet. Alle brænder for at rykke klubben til næste niveau og samtidig føler jeg mig hjemme selvom, at jeg er langt hjemmefra, fortæller han.
Hård konkurrence motiverer
Nykøbing FC-spillerne har allerede været i gang med træningen i en uges tid, hvorfor Chris Thorsheim er kommet lidt senere i gang end sine holdkammerater.
Amerikaneren har dog sørget for at holde sig knivskarp, og han glæder sig nu over endelig at være tilbage på træningsbanen.
– Det er fantastisk at være tilbage på træningsbanen sammen med drengene, og jeg har savnet at spille. Jeg er klar til at komme i gang igen og komme i den bedst mulige form til foråret.
– Jeg har heldigvis holdt mig i gang, imens jeg har været væk fra træningen, men det er klart, at der er en helt anden intensitet, når man kommer tilbage på banen. Det er rigtig dejligt at være en del af igen, siger Thorsheim.
Dermed er Thorsheim tilbage på træningsbanen og i NFC’s stærke træningsmiljø, hvor der er knivskarp konkurrence om alle pladser på banen.
Den hårde konkurrence ansporer dog blot Thorsheim til at præstere sit ypperste hver dag.
– Der er hård konkurrence om alle pladser i den her trup, så man skal yde sit bedste hver dag for at spille sig i startopstillingen. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan i den daglige træning for at overbevise træneren om, at jeg skal spille, og så skal jeg gribe chancen, når jeg får den. Det er super fedt at være en del af en trup, der er så konkurrencedygtig, og det er meget motiverende, slutter han.
Chris Thorsheim og holdkammeraterne spiller første træningskamp på lørdag, når der spilles intern kamp i NFC, hvor førsteholdet suppleres af en masse talentfulde U17 og U19-spillere.
Kampen fløjtes i gang 11:00 i NFC Syd.