Seneste nyt

Chris Thorsheim forlænger til 2022

af

Nykøbing FC og Chris Thorsheim forlænger samarbejdet frem til sommeren 2022.

Chris Thorsheim er inden længe tilbage i Nykøbing FC-truppen, da amerikaneren har forlænget sin aftale frem til sommeren 2022.

Manager Claus Jensen glæder sig over, at han snart igen kan råde over den alsidige back.

– Jeg glæder mig meget over, at kontraktforlængelsen med Chris nu er kommet på plads. Han spillede sammen med resten af holdet et fantastisk efterår, og han har siden sin ankomst til klubben i 2017 arbejdet målrettet hver dag og udvikler sig hele tiden, siger Claus Jensen.

Thorsheim: Vil være med til at få NFC tilbage i NordicBet Ligaen

Det er ikke kun klubben, der glæder sig over forlængelsen. Også Chris Thorsheim glæder sig over, at han nu atter kan vende tilbage til klubben, som han er endt med at holde meget af.

– Jeg har været i Nykøbing FC i nu fire år, og jeg føler helt klart, at klubben er mit andet hjem. Jeg holder rigtig meget af klubben og menneskerne i den, så for mig er det vigtigt at være med til at føre klubben tilbage på rette hylde, siger Thorsheim inden at han fortsætter.

– Jeg vil være med til at gøre den her fantastiske sæson færdig og jeg er ekstremt sulten efter, at vi til sommer kan stå og fejre en oprykning sammen med fansene.

Med sine 113 kampe for Nykøbing FC, er Chris Thorsheim efterhånden en af de mest rutinerede NFC-spillere i truppen.

Han nyder derfor også det store ansvar, der i kraft af hans egen store udvikling i NFC er fulgt med.

– Jeg har en anden rolle nu, end jeg havde, da jeg kom til klubben for fire år siden. Jeg er en af de mere rutinerede, men jeg kan også rigtig godt lide at give mine erfaringer videre. Det er fedt at skulle give den her særlige NFC- og vindermentalitet videre til alle de nye unge, som kommer, og jeg glæder mig utrolig meget over, at jeg også i det kommende halvandet år er en el af den her fantastiske klub, som har et enormt potentiale, slutter Thorsheim.

Chris Thorsheim står foreløbigt noteret for 113 kampe og syv mål for Nykøbing FC.