
Nykøbing FC fik i går anden ligasejr på stribe, da Brabrand blev sendt hjem med et 1-0-nederlag. Sejren var ifølge Jens Olsen en af de vigtigste sejre længe.
Jens Olsens Nykøbing FC-mandskab sikrede sig søndag eftermiddag anden ligasejr på stribe, da de efter et sendt hovedstødsmål af Emil Holten sendte Brabrand hjem med et 1-0-nederlag.
Efter kampen var Jens Olsen naturligvis glad for de tre point, men han mente samtidig, at sejren var vigtigere end som så.
– Det var en af de vigtigste sejre længe for os. Vi trængte til at være defensivt stabile og holde fokus selvom, at vi ikke havde så let ved at få målet så tidligt, som vi havde håbet på.
– Holdet viste super taktisk disciplin Det blev ikke så sprudlende, som af og til gør med os, men det var lige så meget Brabrands fortjeneste. De er en rigtig svær modstander at håndtere, men vi fik hele tiden afvist dem og bragt os selv i nogle gode situationer, som vi desværre ikke kunne udnytte.
– Vi havde talt om, at vi skulle gøre det bedre end vi gjorde senest på hjemmebane mod Fremad Amager, og hvis ikke vi kunne få alle tre point, så skulle vi i hvert fald have det ene. Det synes jeg, at vi var meget godt på vej imod, da to spillere så tager sagen og egen hånd og afgør kampen, siger Jens Olsen med henvisning til Emil Holten og Jakob Bonde.
Nykøbing FC havde i første halvleg lidt svært ved at nedbryde den solide Brabrand-defensiv, men Jens Olsen så allerede forbedringer mod slutningen af første halvleg.
– Brabrand ville meget gerne gøre kampen til en kamp med mange dueller, hvor fysikken var afgørende. Det led vi lidt under i første halvleg.
– Jeg synes, at vi spiller godt i de sidste 10 minutter af første halvleg, og vi går til pause med et vist momentum, som vi snakker om, at vi skal bevare. Vi justerer et par småting mht. at holde bolden mere centralt samt at få flere små pasninger foran deres bagkæde, og det lykkes vi tilstrækkeligt med til, at de bliver trykket langt tilbage på banen. Vi er helt suveræne på bolden i anden halvleg og i sidste ende, får vi sejren på flid og stor koncentration, vurderer Jens Olsen.
En afgørende faktor i 1-0-sejren blev indskiftningen af Emil Holten, og cheftræneren har da også ros til matchvinderen.
– Emil Holten er jo en lidt anderledes type end Mikkel Dahl. Han er lidt bedre til at gemme sig på bagsiden, og så er han også rigtig god på lået – både når han skal flække bolden videre, men også når han skal afslutte. Han er tydeligvis en spiller med kæmpe selvtillid, og han kom ind og gjorde en forskel i går, slutter Jens Olsen.
Næste opgave for Jens Olsen og Nykøbing FC er søndag, hvor Fredericia venter på udebane.