Nykøbing FC – Aarhus Fremad

Lollands Bank Park

HJEMME

søn 13 oktober 2024 15:00

2. Division

Seneste nyt

Cheftræneren: Sejren siger meget om os som hold

af

Brian Rasmussen hylder holdet, der ifølge cheftræneren har leveret et historisk resultat for Nykøbing FC.

Der findes sejre, og så findes der sejre, som er en tand større end de øvrige. En sådan en fik Nykøbing FC denne søndag eftermiddag, hvor det blev til en 4-2-udesejr over Superliga-nedrykkerne fra Vejle.

Efter kampen var stemningen derfor høj i Nykøbing FC-truppen.

– Der var selvfølgelig en euforisk stemning inde i omklædningsrummet efter kampen, for vi havde aftalt, at vi skulle gå ud og give alt vi havde i os, så vi intet havde at fortryde efter kampen. Jeg er meget stolt af den attitude som drengene kom ud med i dag, siger Brian Rasmussen inden, at han fortsætter med at rose udtrykket som holdet kom ud med i dagens kamp.

– Vi tror så meget på os selv, at hvis vi leverer det, som vi ved, at vi kan, og at vi samtidig er modige, så kan vi slå alle. Det beviste vi i dag.

I starten af denne sæson, har der været stort fokus på sammenholdet i Nykøbing FC. Igen i dag viste holdet ifølge cheftræneren, at alle står sammen og kæmper for klubben.

– Den her præstation fortæller noget om os som hold. Igen i dag kommer der folk ind fra bænken og er med til at afgøre kampen. Alle har fået ind under huden, at vi er en enhed, og så kan det godt være, at der er nogle skuffelser omkring ikke at starte inde, men det er lang sæson og alle ved, at der er brug for hele holdet, hvis vi skal lykkes. Det viste sig afgørende igen i dag, siger han.

Nykøbing FC havde før i dag ikke vundet i Vejle siden 2003, og selvom cheftræneren maner til besindighed, vil han gerne kalde dagens sejr for en historisk en af slagsen.

– Vi ved, at turneringen er lang, men omvendt er det også utroligt dejligt og vigtigt at komme godt fra start. Man skal huske at fejre sejrene, og i dag var en af de lidt større for os.

– Nu skal vi passe på med ikke at sætte sejren op på en piedestal, men et eller andet sted så har drengene været med til at skrive NFC-historie i dag. Det er ikke hver dag, at Nykøbing FC tager til en adresse som Vejle og vinder, slutter cheftræneren.

Næste opgave for Brian Rasmussens tropper er allerede på onsdag, hvor Holbæk venter på udebane i Sydbank Pokalen.