Jens Olsen var efter aftenens kamp mod Vendsyssel yderst tilfreds med Nykøbing FC-indsatsen, som han kaldte en af de bedste, han kunne huske.
Med en lang bustur i benene mod et Vendsyssel-mandskab, der spillede for oprykning til Superligaen, var der mange, der havde hjemmeholdet som favoritter til aftenens kamp.
Jens Olsens tropper bød dog nordjyderne trods, og det hele endte med et 1-1-resultat efter en flot Nykøbing FC-præstation. En præstation, der efter opgøret glædede cheftræneren.
– Det er sjældent, at jeg er tilfreds med uafgjort, fordi vi spiller jo altid for at vinde. Samtidig ved vi dog også, at vi spiller mod et hold, der kan være i Superligaen lige om lidt, og ovenikøbet på en svær adresse, hvor vi ikke før i dag havde hentet point.
– Der er mange ting, som vi kan tage med herfra. Vi skaber flere chancer end vi nogensinde har gjort mod Vendsyssel, vi får point og vi gør det ikke mindst på vores måde. Især de første 40 minutter spiller vi godt, og det er nærmest noget af det bedste, jeg kan huske, at vi har spillet. Vores pres var utroligt intenst, og vi var hele tiden undervejs.
– Hvis vi havde været endnu skarpere oppe foran, kunne vi godt have scoret endnu flere, men det kunne Vendsyssel omvendt også – så uafgjort er et helt fair resultat, fortæller Jens Olsen.
Nykøbing FC måtte til dagens kamp se bort fra både Anders Due, Kasper Jensen og Emil Holten, hvorfor især defensiven var en noget alternativ en af slagsen med Jordan Wilson i midterforsvaret og Lars Pleidrup på venstreback.
Jens Olsen roste efter kampen defensiven samt resten af det hårdt kæmpende hold.
– Den hårdhed vi kom ud med i dag, synes jeg var helt fantastisk. De fire bagerste var en fornøjelse. De var aggressive og de var bare på manden hele tiden. Pleidrup går ud og spiller en suveræn venstreback samtidig med, at Wilson, Arnesen og Thorsheim også spiller en rigtig god kamp.
– Trekanten inde på midten fås i dag ikke meget bedre i vores række. Jeg var helt vild med, hvad Bonde, Søren Christensen og Kaalund præsterede i dag – de klædte virkelig hinanden rigtig godt.
– Wagner, Jessen og Dahl arbejder stenhårdt oppe foran, og selvom de er set skarpere, så er de i dag også en del af den her helhed, som jeg er meget tilfreds med i dag, slutter Olsen.
Nu venter blot sæsonens sidste kamp, når Nykøbing FC søndag tager imod Skive hjemme i CM Arena. Kampen sparkes i gang 13:45.