Jens Olsen var efter dagens 4-0-sejr over Skive yderst tilfreds med præstationen, som han kalder et godt afsluttende kapitel på denne sæson.
NordicBet Ligaen blev søndag rundet af med en 4-0-sejr over Skive IK.
Sejren kom i hus efter en fantastisk dag i CM Arena med høj solskin, masser af højlydte tilskuere på lægterne og ikke mindst flot fodbold på grønsværen.
Cheftræner Jens Olsen var efter kampen da også meget tilfreds med at slutte sæsonen godt af.
– Det blev som vi alle havde drømt om, fordi vi gik en god afsluttende historie på sæsonen. Vi har gennem sæsonen ikke været gode til at skabe en roman, der hænger sammen i kapitlerne, fordi hver kamp har været en særskilt historie.
– Jeg synes, at vi i dag formår at bygge videre på det, som vi præsterede i onsdags, hvor vi laver en fremragende præstation. I dag møder vi en noget anden modstander, men jeg synes, at vi formår at lave en lige så god præstation.
– Vi formår at spille hurtigt, og vi scorer de mål, som vi skal. Sejren er ikke et mål for stor, og jeg synes egentlig godt, at vi kunne have vundet endnu større. Det var en rigtig flot indsats af drengene i dag, fortæller cheftræner Jens Olsen.
Sejren betyder, at Nykøbing FC slutter på syvendepladsen – blot to point fra top-seks. Den fine placering kan ifølge cheftræneren ikke overvurderes, da det giver et godt afsæt mod næste sæson.
– Det betyder helt vildt meget og mere end man lige aner. Anden sæson er en svær størrelse, men at vi bliver nummer syv i dag betyder, at vi er det bedst placerede af de hold, der har de næstbedste forhold i rækken – altså klubber, der ikke har et fuldtidssetup. Vi slutter endda over FC Roskilde, der i vores verden har et kæmpe budget.
– Vi konkurrerer mod nogle hold, der har nogle rigtig gode betingelser, og det formår vi at skabe resultater ind i – det er jeg selvfølgelig rigtig tilfreds med.
– Det er vigtigt for os at slutte godt af og få et rigtig godt afsæt ind i næste sæson. Omgivelserne kommer sikkert til at sige, at vi jo skulle vinde den her kamp, fordi det var mod Skive, der allerede var rykket ud. Det piller bare ikke ved, at måden vi vinder på er helt suveræn. Det var rigtig solidt, og det var jeg meget glad for at se, siger cheftræneren.
Dagens storsejr over Skive kom ikke uden hjælp fra tribunen. Jens Olsen er da også selv hurtig til at påpege, at fansene både spillede en stor rolle i dag, men også som helhed igennem sæsonen.
– Det betyder meget for os med den støtte som fansene leverer, og vi har også talt meget om det. Spillerne elsker at mærke opbakningen, og vi har nogle grupperinger rundt omkring, som er rigtig fede.
– I dag var der også lidt international kolorit på i form af nogle tyske fans, men til sidst slog de pjalterne sammen med vores fans, og det skabte en helt suveræn stemning.
– Det betyder meget for spillerne og os på bænken at vi får den opbakning, og det skal fansene have stor tak for, slutter Jens Olsen.
Næste opgave må tiden vise, hvad bliver. Spillerne tager nu på en velfortjent sommerpause, men allerede nu kan man blive klar til næste sæson, da sæsonkortsalget er åbent.