Seneste nyt

Cheftræneren: Alle mand knokler for klubben

af

Brian Rasmussen var efter gårsdagens flotte 3-2-sejr i Sundby Idrætspark yderst tilfreds – ikke mindst med holdets hårdtarbejdende udtryk.

Man tager ikke bare til Sundby Idrætspark og slår Fremad Amager. Det er der i hvert fald ikke mange der gør. Ikke desto mindre lykkedes det for Nykøbing FC i går aftes, da det blev til en vild og underholdende 3-2-sejr.

Efter kampen var Brian Rasmussen meget tilfreds med sit hold og ikke mindst det udtryk, som drengene tog med sig på banen.

– Det var en utrolig hæsblæsende og underholdende fodboldkamp, hvor vi var med til at sætte dagsordenen. Vi holdt de aftaler, som vi havde lavet før kampen. Vores udtryk var offensivt og vi turde presse højt – jeg er meget tilfreds med drengenes indsats.

– Før kampen snakkede vi om, at et stort fokuspunkt for os var at gøre tingene færdigt, og derfor er det fantastisk at se, at vi vinder kampen selvom, at Fremad Amager kæmper sig tilbage af to omgange. Vi gjorde vores aktioner, vores dueller og angreb færdige på en måde, så vi fortjente alle tre point. Vi spiller hver eneste kamp for at vinde, og vi griber altid kampene an med tanke på at være det næste hold, der scorer. Det er vores filosofi, og jeg er meget tilfreds med, at vi fik vist det igen i går, siger Brian Rasmussen.

Nykøbing FC var foran af tre omgange, hvoraf de to første blev udlignet. Afslutningen på kampen var da også utrolig hektisk, og cheftræneren indrømmer da også, at han godt kunne have brugt lidt mere ro på i slutfasen.

– Jeg kunne selvfølgelig godt have tænkt mig, at det var lidt mindre tjubang-fodbold og at vi holdt lidt bedre i bolden i visse perioder, men lige nu er det meget svært at stå og være pessimistisk, når man har taget tre point på Amager.

Nykøbing FC roterede igen i startopstillingen, hvorfor der blandt andre var blevet plads til unge Mads Carlson og Mikkel Andersen blandt de startende 11.

Cheftræner Brian Rasmussen roser de unge drenge samt enheden, Nykøbing FC.

– Vi har syv kampe i august, og vi er kun lige over halvvejs nu. Det er så vigtigt, at vi holder alle mand i truppen klar. I går gik unge knægte som Mads Carlson samt Mikkel Andersen ind og leverer varen, og det samme kan siges om dem, der startede på bænken, der kom ind. Vi viser igen-igen, at vi er en enhed og at alle knokler for den her klub, slutter Rasmussen.

Næste opgave er på onsdag, hvor arvefjenderne fra Næstved gæster CM Arena kl. 19:00.