
Casper Hansen elsker Nykøbing FC og ikke mindst Nordkurven, der i bogstaveligste forstand er kommet ind under huden på ham.
Det er ikke småfølelser der er på spil, når Nykøbing FC spiller.
Kærligheden til landsdelen, stoltheden over at repræsentere hele Lolland-Falsters hold og ikke mindst suset ved at stå på tribunen i Lollands Bank Park er noget særligt, og det har nu fået NFC-fan Casper Hansen til at markere det på ganske særlig vis.
Han har nemlig fået tatoveret og foreviget Nykøbing FC og Nordkurvens logo på sin ene arm.
– Nykøbing FC er blevet mit et og alt. Når jeg tænker på Nykøbing FC, får jeg en følelse af lykke i kroppen. Den opstår, når jeg træder ind på stadion og op på tribunen med sammen med resten af Nordkurven. Det kan måske være svært for folk at forstå, de store følelser, der er i det, men det handler om kærligheden til både fodbold og Nykøbing FC. For mig er det en god dag, hvis Nykøbing FC vinder og en dårlig dag, hvis de taber, griner Casper, inden at han fortæller om den nye udsmykning på hans arm.
– Jeg har valgt at få tatoveringen, fordi jeg klart kan mærke, at Nykøbing FC og Nordkurven altid vil være i mig. Det er min måde at vise støtte og kærlighed til både NFC og Nordkurven.
Én gang Nykøbing FC – Altid Nykøbing FC!