Mads Carlson har netop taget hul på sin fjerde sæson i NFC-trøjen, og nu er den vævre midtbanespiller klar til at tage et stort ansvar på sine skuldre.
Det var en klejn og beskeden dreng, der for tre år siden blev præsenteret i Nykøbing FC.
97 førsteholdskampe senere har Mads Carlson dog nu taget hul på sine fjerde sæson i NFC-trøjen, og henad vejen af midtbanespilleren da også blevet en bærende figur på Nykøbing FC-mandskabet.
Selv føler Carlson sig helt klar til at tage et stort ansvar på holdet.
– Jeg går ind til mit fjerde år i Nykøbing, og jeg kan godt mærke, at jeg skal bære noget mere ansvar. Vi har mistet lidt rutinerede spillere ift. sidste sæson, så jeg skal ind og vise, at jeg er klar til at gå forrest. Det føler jeg mig også klar til, siger Carlson, inden at han uddyber.
– Jeg er jo ikke den mest verbale spiller på banen, så jeg er nok mere typen, der går ind og tager ansvar på kuglen, tager presset af os og giver os ro på den måde. Jeg synes, at vi spiller en fed form for fodbold, og jeg nyder ansvaret.
Mads Carlson startede sæsonen på fantastisk vis med både en assist og en scoring. Den præstation lægger han ikke skjul på, at han gerne gentager lørdag eftermiddag i Lollands Bank Park, når Hvidovre IF kommer på besøg.
– Altså hvis bolden kan sidde halvt så godt, som den gjorde mod Fredericia, så tager jeg den gerne, griner Carlson med henvisning til sin flotte udlignende scoring i sidste weekend.
– Jeg hungrede hele sidste sæson efter at komme på måltavlen, så det var virkelig dejligt allerede at komme på tavlen i første runde, siger ’Calle’.
Nykøbing FC vandt senest Hvidovre var på besøg i Lollands Bank Park, og midtbanespilleren tror da også på, at den præstation kan gentages lørdag eftermiddag.
– Jeg synes, at vi skal ud og bygge videre på de ting, som vi i vores bedste perioder også viste mod FC Fredericia. Vi skal være rolige på bolden og spille vores eget spil, og så skal vi ikke mindst være kyniske foran mål. Er vi det, så tror jeg også på, at vi kan tage en sejr over Hvidovre.
– Hvidovre er et stærkt og rutineret mandskab. De står sindssygt godt i kæderne, og de arbejder benhårdt for hinanden. Så det kræver en masse tålmodighed fra vores side af, og så kan vi forhåbentlig slide dem ned og stikke kniven ind i sidste ende, slutter Carlson.
Der er kampstart lørdag kl. 15:00, og du kan købe din billet på nfc.eventii.dk.