Seneste nyt

Carlson: Fansene fortjente en god kamp

af

Mads Carlson glædede sig efter kampen over opbakningen, holdets moral og ikke mindst det ene point.

Nykøbing FC fik fantastisk opbakning fra tribunen i dagens kamp mod FC Fredericia.

Det gik så langt fra ubemærket hen hos holdet, og efter kampen havde Mads Carlson da også masser af ros til overs for fansene, der var med til at vende kampen fra 0-2 til 2-2.

– Det giver selvtillid at vende kampen på den her måde og få et point. Det viser også noget om det sammenhold, som vi har på holdet og ikke mindst med fansene, som jeg virkelig synes fortjente en fantastisk kamp og point i dag. De var med til at vende det for os, siger Carlson.

Carlson var umiddelbart efter kampen tilfreds med det ene point, men lagde heller ikke skjul på, at der var områder, hvor man kunne forbedre sig frem mod næste kamp.

– Når man er bagud mod en god modstander som FC Fredericia, men stadig får et point, så skal man også være tilfreds. Når det er sagt, så synes jeg, at vi giver dem nogle for nemme mål. Det skal vi arbejde på, siger Carlson, der med en assist og et mål markerede sig flot i dagens kamp.

– Nu scorede jeg ingen mål i sidste sæson, så for mig personligt, er det virkelig dejligt at komme på tavlen i dag. Jeg forsøger hver dag at blive mere kampafgørende, så jeg er meget tilfreds med en assist og et mål i dag. Det er rigtig dejligt, slutter han.

Nykøbing FC spiller hjemme igen allerede næste lørdag, hvor Hvidovre gæster Lollands Bank Park.

Du kan købe din billet på nfc.eventii.dk.