Cheftræner Brian Rasmussen glæder sig over den flotte generalprøve og ikke mindst, at truppen fik vist sig som en enhed.
Lørdag eftermiddag fik Nykøbing FC en fremragende generalprøve forud for næste weekends åbningskamp mod HB Køge, da det blev til en 3-0-sejr over Hvidovre.
Cheftræner Brian Rasmussen glæder sig over præstationen, resultatet samt ikke mindst holdets udtryk.
– Det var en rigtig god generalprøve og et vigtigt afsæt mod, at det virkelig går løs i næste weekend. Før kampen snakkede vi om, at vi skulle sætte nogle krav til hinanden, og at man efter kampen skulle kunne se, hvad vi havde arbejdet med på træningsbanen. Det synes jeg, at vi lykkedes med.
– Der er ingen tvivl om, at vi naturligvis langt fra er i mål med, hvad vi gerne vil som hold, men vi fik bekræftet hinanden i, at vi er rigtig godt på vej, siger cheftræneren.
Alle kampklare spillere kom i aktion og alle bød sig godt til i kampen. For Brian Rasmussen var det især vigtigt at se, at holdet gør store fremskridt og ikke mindst, at holdet agerer som en enhed.
– Vi så allerede progression i kampen mod Roskilde i sidste weekend, men der var resultatet bare ikke med os. Alligevel var vi tilfredse, fordi vi er klar over, at det tager noget tid før, at den nye spillestil er helt inde under huden. I dag så vi en videreudvikling af os som hold, og det var tydeligt, at vi er en enhed.
– Vi er en hel trup – vi er ikke bare 11 eller 14, der bærer det her hold. Det var et stort fokus for os at vi skulle have alle i spil, så alle fik fornemmelsen af, at de er vigtige for holdet. Vi skal løfte i flok, hvis vi skal lykkes som hold, og jeg er meget tilfreds med vores udtryk i dag, slutter cheftræneren.
Brian Rasmussen og Nykøbing FC’s næste opgave er søndag d. 28. juli, hvor vi hjemme i CM Arena åbner NordicBet Liga-sæsonen mod HB Køge klokken 14:00.