
First Team Coach Brian Rasmussen så trods nederlaget til OB gode NFC-takter og påpeger, at NFC-holdet kan holde ferie med et smil på læben.
1/8-finalen blev endestationen for Nykøbing FC i dette års Sydbank Pokal, da OB vandt med 0-3 i CM Arena. Det var dog ikke uden kamp, og First Team Coach, Brian Rasmussen, mener da også at holdet havde ære af dagens kamp.
– Jeg synes, at vi har stor ære af kampen på trods af resultatet. Vi møder et godt og fysisk stærkt hold, der er rigtig dygtige på omstillinger, men jeg synes, at det er os, der spillemæssigt dikterer kampen i store perioder. Det skal vi tage med os.
– Vi spiller os frem til flere chancer, end man kan forvente mod sådan et godt hold, men vi manglede de sidste marginaler i dag. Specielt den første halve time synes jeg, at vi spillede rigtig god fodbold.
– Vi missede noget momentum, da de scorer de to hurtige mål – det må vi medgive. Jeg synes dog, at vi får samlet os fint op, og vi starter anden halvleg rigtig godt. Vi kendte ikke vores besøgelsestid i dag, og så ved vi også, at fodbold er sådan, at så kan bolden lynhurtigt ligge i den anden ende, siger Brian Rasmussen.
Holdet har trænet længe uden at spille en betydende kamp, og set i det lys, synes Brian Rasmussen da også, at det var en ekstra flot præstation.
– Vi er stolte over præstationen – specielt set i lyset af, at vi har trænet i 14 dage uden andet end den her kamp for øje. Det er flot af drengene at kunne hive sådan en præstation frem, siger Rasmussen inden, at han sender spillerne på en velfortjent juleferie.
– Spillerne gav alt, hvad de havde i sig, og jeg synes, at de kan gå på juleferie med et smil på læben trods resultatet. De har spillet et rigtig flot efterår, slutter han.
Næste betydende kamp er d. 13. marts, hvor Avarta venter i CM Arena.