Seneste nyt

Bonde: Pisse ærgerligt vi ikke får scoret

af

Jakob Bonde var efter gårsdagens nulløsning mod FC Roskilde positiv, men ærgrede sig alligevel over, at det ikke blev til en sejr.

Nykøbing FC spillede fredag eftermiddag næstsidste træningskamp, da truppen drog til Roskilde for at møde divisions-kollegerne fra FC Roskilde.

Første halvleg var en tæt omgang, hvorimod anden halvleg bød på massiv Nykøbing-dominans. Jakob Bonde glæder sig over den gode præstation, men ærgrer sig samtidig over, at det ikke blev til sejr.

– Jeg synes, at vi spiller en rigtig god træningskamp, hvor vi kan tage meget med os. Vi går altid ind for at vinde, så det er selvfølgelig pisse ærgerligt, at vi ikke får i hvert fald ét mål – det synes jeg, at vi havde fortjent, siger Jakob Bonde, inden han dog også glæder sig over kampen.

– Vi holder nullet, står godt defensivt og lykkes med mange af de ting, som vi har arbejdet på. Alt i alt er jeg tilfreds med kampen.

Nykøbing FC har arbejdet hårdt på fysikken i opstartsfasen, og i kampen mod FC Roskilde lignede Jakob Bonde og co. da også et mandskab, der havde det fysiske overtag. Det mener Bonde også var tilfældet.

– Jeg synes, at vi var ovenpå. Man kan godt mærke, at vi har trænet hårdt i opstarten, og at det har givet resultater. Nu er der to uger til sæsonstart og selvom vi lige skal have slebet de sidste kanter, så synes jeg, at vi er ved at være, hvor vi skal være. Det var dejligt at se, at vi kunne løbe mere end Roskilde, siger Bonde.

Jakob Bonde dannede i gårsdagens kamp makkerpar i midterforsvaret med Kasper Jensen, og det var et samarbejde, som Bonde synes fungerede rigtig godt.

– Jeg er meget tilfreds med samarbejdet med Kasper. Vi står rigtig godt dernede, og det giver en masse selvtillid, at vi i store dele af kampen holder dem fra chancer og ender med at holde nullet, slutter Jakob Bonde.

Næste opgave for Nykøbing FC er fredag, hvor opstartens sidste træningskamp spilles hjemme mod Chicago Bridges.