
Nykøbing FC afholdte tirsdag eftermiddag børnedag for klubbens U5-U12-spillere. Holdets forsvarskrumtap Jakob Bonde glæder sig over at kunne give noget videre til børnene.
Små 100 børn i årgangene U5-U12 mødte tirsdag eftermiddag op i NFC Syd til en hyggelig eftermiddag i selskab med Nykøbing FC’s divisionshold.
De mange fremmødte børn havde en fremragende dag i NFC Syd, og det glæder en af de mange lokale drenge på Nykøbing FC’s divisionshold, Jakob Bonde, at han kunne give børnene en god dag.
– Det var en rigtig hyggelig dag. Der var dejligt mange børn ude i klubben, og det var bare super fedt. Vi hyggede os rigtig meget sammen med børnene.
– Vi grinede og lavede rigtig meget sjov med hinanden, men der var også tid til at give børnene en god træning samt en masse gode råd, fortæller Jakob Bonde.
Nykøbing FC’s nummer otte er selv vokset op på Lolland/Falster, og han husker tydeligt, hvordan man som lille dreng så op til spillerne på divisionsholdet. Faktisk har Jakob Bonde endda løbet på banen sammen med holdets nuværende anfører, Lars Pleidrup.
– Jeg kan sagtens selv huske, hvordan det var, da jeg var mindre. Spillerne var jo ens idoler, og man drømte om, at man en dag selv kunne løbe ind på Nykøbing F. Idrætspark som spiller. Så jeg kan sagtens huske, hvordan man gik hen og spurgte efter en autograf, og hvor fedt man syntes, at det var, når spillerne tog sig tid til en. Hvis jeg kan være med til at give børnene den samme følelse, så gør jeg det gladeligt.
– Da jeg var lille, løb jeg jo på banen sammen med Lars Pleidrup, og det kan jeg huske, at jeg synes var super sjovt. Det siger måske egentlig også lidt om Lars’ alder, griner Bonde.