Seneste nyt

Bliv klogere på dagens pokalmodstander fra Ledøje-Smørum

af

I dag kl. 17:15 spiller vi 2. runde i Sydbank Pokalen, hvor Ledøje-Smørum venter.

Der er ingen nemme kampe i Sydbank Pokalen, og det er ikke en sjældenhed, at sensationer opstår ved, at lavere rangerede hold sender forhåndsfavoritter ud af turneringen.

Cheftræner Brian Rasmussen og teamet omkring holdet har derfor gjort meget ud af at gøre holdet klar til dagens opgave mod Danmarksserieholdet, Ledøje-Smørum.

– Vi har lige nået at nyde sejren fra i fredags. Jeg er meget stolt over den indstilling som drengene viste der, men nu er der fuld fokus på dagens pokalkamp. Vi prioriterer kampen rigtig højt, og vi kommer ikke til at undervurdere Ledøje-Smørum, der plejer at klare sig rigtig godt i turneringen, siger cheftræneren.

Også matchvinder fra fredagens sejr og den dobbelt målscorer fra seneste pokalkamp, Sebastian Koch, ser frem til kampen, som han heller ikke forventer bliver en nem omgang.

– Der findes ikke nemme kampe i Sydbank Pokalen. Vi skal ramme niveau, men gør vi det, så har vi også en stor tro på, at vi kommer videre. Der er rigtig mange spillere, der har ild i øjnene og en stor lyst til at komme ind og vise sig frem. Vi har kun dygtige spillere i den her trup, og det ser vi frem til at vise igen i dag, siger Koch inden, at han understreger sammenholdet i truppen.

– Vi har en trup, der er fyldt med talentfulde spillere, der alle sætter holdet højere end noget andet. Alle under hinanden at komme ind og vise, hvad de kan, og det siger meget om den følelse af at være en enhed, som vi har fået bygget op.

Ledøje-Smørum – et formstærkt Danmarksseriehold

Dagens modstander fra Ledøje-Smørum har gjort sig fint bemærket i de seneste sæsoners udgave af Sydbank Pokalen.

De seneste to sæsoner er hjemmeholdet nået til 3. runde af turneringen og begge gange, er de røget ud til Superliga-hold. I sidste sæson blev Hobro endestationen og i forrige sendte Brøndby IF dagens modstander ud af turneringen. I begge tilfælde formåede Ledøje-Smørum dog at drille Superliga-holdene og endda være foran et godt stykke henne i kampen.

I denne sæson startede Ledøje-Smørum relativt blødt ud, da de slog Serie 4-mandskabet, Næstved FC 77 ud med hele 8-0.

I Danmarksserien startede dagens værter blødt ud, men har i deres seneste tre kampe hevet syv point i land. Senest spillede de i lørdags, hvor det blev til en overbevisende 3-0-sejr over Tårnby FF.

Topscorer for Ledøje-Smørum i indeværende sæson er Emil Scott, der med samlede fire mål i både pokalturnering og Danmarksserien pt. er den mest målfarlige for dagens modstander.

LIGA på P3

Aftenens kamp kan som sædvanligt følges via vores Beierholm-liveopdatering på Facebook, men helt ekstraordinært kan man fra 2. halvlegs start ligeledes følge kampen direkte på P3, da programmet LIGA er på plads i Smørum Idrætscenter.

LIGA følger Ledøje-Smørums færd i Sydbank Pokalen, men ender Nykøbing FC med at slå Ledøje-Smørum, så overtager NFC stafetten og LIGA vil følge hele Lolland-Falsters hold indtil et eventuelt pokalexit.

Der er kampstart kl. 17:15, og du kan følge 2. halvleg hos på P3 fra klokken 18:00.