Nykøbing FC indkasserede mål i det femte tillægsminut, hvorfor det blev til et bittert nederlag på 1-2 til Superliga-nedrykkerne fra Lyngby BK.
Det var lige ved og næsten, da Nykøbing FC her til eftermiddag desværre tabte med 1-2 til Superliga-nedrykkerne fra Lyngby BK.
1.050 veloplagte tilskuere var mødt op i Lollands Bank Park, og de fik en underholdende kamp, der fra start af havde et højt teknisk niveau og tempo.
Det var dog gæsterne fra Lyngby BK, der startede kampen bedst, men det forblev ved hurtige kombinationer uden, at det for alvor blev farligt.
Efter 17 minutter kom den første mulighed mod mål, da Frederik Gytkjær tog chancen fra midten af banen, fordi Jannich Storch var blevet fanget på mellemhånd. Gytkjærs afslutning gik et godt stykke over mål, og Storch var da også tilbage for at vinke bolden det sidste stykke over kassen.
Kampens indledning bød i det hele taget ikke på mange chancer, men det var gæsterne der var i kontrol og fik størstedelen af kampen til at foregå på NFC’s banehalvdel.
Det var derfor heller ikke ufortjent, at da Frederik Gytkjær efter 26 minutter kunne sparke et frispark i kassen via overliggeren. Storch havde det yderste af neglene på, men det var ikke nok, hvorfor det nu stod 0-1 til Lyngby BK.
Med NFC-øjne et irriterende mål, da Lyngby trods overtag i boldbesiddelse ikke havde skabt de store chancer.
Lyngby fortsatte deres dominans, men NFC-defensiven stod flot imod og debutanterne Elias Gärtig og Malte Johannsen stod flot imod og havde masser af gode indgreb.
Mod afslutningen af første halvleg kom Nykøbing FC bedre med, og kombinationerne på Lyngbys banehalvdel blev flere og hurtigere.
Det blev dog blot til optakt til chancer, men den gode periode skulle hurtigt blive fulgt op i anden halvleg.
Nykøbing FC kom nemlig som skudt ud af en kanon i 2. halvleg, og uret rundede knapt det første minut før, at der var udlignet.
Nykøbing FC fik akkurat som i slutningen på første halvleg lagt et solidt tryk rundt om Lyngbys felt, men denne gang var Mikkel Andersen hurtigst over en løs bold på kanten af feltet. Andersen tøvede ikke, men knaldede bolden i fladt i det korte hjørne til 1-1. Dermed scorede Mikkel Andersen for tredje hjemmekamp i træk.
Der stod NFC på det meste i det første kvarter af anden halvleg, men langsomt spillede Lyngby sig ind i opgøret igen uden, at det dog var tilnærmelsesvis så udtalt som i de første 45 minutter.
Kampen bølgede herefter frem og tilbage, og det lignede længe en pointdeling, som ingen rigtigt kunne indvende det store imod.
Begge hold fik dog tilspillet sig hver en stor mulighed. Først fik Lyngby chancen med et kvarter igen, men Jannich Storch hev en strålende refleksredning frem tæt under mål.
Fem minutter senere var NFC så i stedet tæt på at fuldende comebacket. Nicolai Jessen lagde et fladt indlæg gennem Lyngby-feltet, og på bagerste stang dukkede Sebastian Koch op. Den lynhurtige kantspiller afsluttede tæt under mål, men Lyngby-målmanden hev akkurat som Jannich Storch en forrygende redning frem tæt under mål.
Mod kampens slutning lagde Lynby et tungt pres rundt om NFC-feltet, og da 4. dommeren viste seks tillægsminutter lignede det trængselstider i NFC-defensiven.
Fem minutter inde i tillægstiden slog Lyngby dog kapital af det afsluttende pres, da Rasmus Thellufsen blev fundet fri i NFC-feltet og køligt afsluttede fladt i det lange hjørne.
Kort efter fløjtede dommeren kampen af, hvorfor det hele endte med et bittert og snævert nederlag til Superliga-nedrykkerne fra Lyngby BK.
Nykøbing FC – Lyngby BK
1-2 (0-1)
0-1, Frederik Gytkjær (26 min)
1-1, Mikkel Andersen (46 min)
1-2, Rasmus Thellufsen (90+5 min)
25.07.21 Kl. 15:00 i Lollands Bank Park
NordicBet Ligaen, 1. runde.
Nykøbing FC: Jannich Storch, Mikkel Andersen, Elias Gärtig, Malte Johannsen, Lars Pleidrup, Victor Christiansson, Mads Carlson (86. Valon Ljuti), Mathias Gehrt, Sebastian Koch, Nicolai Jessen (90+ Simon Madsen), Mathias Kristensen (64. Kristian Lindberg).