Mathias Gehrt slog alle holdkammeraterne i mandagens bip-test, og offensivspilleren melder både sig selv og holdkammeraterne i god form.
Da spillerne mandag formiddag mødte ind til 2019’s første træningspas, var det til den for nogen frygtede IR2-test – også kaldet bip-testen.
Spillerne viste dog, at de langt fra har levet af havregrynskugler og brun sovs i december, da de præsterede flotte testresultater, der vidner om god form.
Bedst af alle var Mathias Gehrt dog, og han glæder sig over, at han selv og holdkammeraterne leverede varen.
– Jeg føler mig i god form. Der kan altid bygges på, og det skal jeg selvfølgelig også her i de kommende måneder, men generelt synes jeg, at det ser godt ud både for mig og for mange andre på holdet, der løb den her bip-test rigtig flot, siger Gehrt.
Mathias Gehrt løb faktisk ikke blot den bedste af alle i truppen, men også den bedste opstartstest, der nogensinde er foretaget i Nykøbing FC’s historie. Opskriften for at komme tilbage i så god form, er dog en anelse overraskende.
– Jeg har faktisk ikke brugt så meget tid på at løbe i ferien, men jeg har til gengæld spillet rigtig meget badminton med nogle venner, der også spiller fodbold på rimelig højt plan. Det er noget vi ofte bruger opstarten på for ligesom at holde os i gang. Det virker til at virke rimelig godt, griner Gehrt inden, at han fortsætter.
– Nu er der jo så noget at leve op til ved næste test, men jeg satser da på, at jeg løber endnu bedre der. Der var også mange andre, der løb rigtig gode tests, så hvis alle er fit for fight, så rykker vi os også endnu et stort skridt op mod sæsonstart.
’Man skal lægge hovedet derhjemme’
Vinteropstarten er som oftest hård, og den står traditionelt på meget løbearbejde. Glæden over at være tilbage på banen og sammen med holdkammeraterne overskygger dog udsigten til det hårde arbejde.
– Det er altid dejligt at komme tilbage efter en lang pause. Jeg tror, at det var den længste pause, jeg har haft som fodboldspiller, fordi vi stoppede relativt tidligt i efteråret, så jeg har savnet at spille fodbold med gutterne, og det er fantastisk at være i gang igen.
– Det har allerede været hårdt. Mandag var okay med bip-test og lidt spil på banen efter, men dobbeltpasset i går var hårdt. Sådan er en opstart altid, og det er bare med at lægge hovedet derhjemme og knokle igennem, så man kan blive den bedst mulige udgave af sig selv til sæsonstart. I sidste ende ved vi alle, at det hårde arbejde betaler sig, siger Gehrt.
Nykøbing FC har overvintret på en fjerdeplads i NordicBet Ligaen, hvorfor det venter et utroligt spændende forår, hvor alt kan ske.
Mathias Gehrt mærker da også tydeligt den store glæde og spænding, der præger stemningen i og omkring Nykøbing FC.
– Jeg føler, at der er rigtig stor optimisme og en stor glæde i truppen frem mod foråret. Vi tror på os selv, og det har man også kunne mærke gennem hele efteråret.
– Vi spiller en god omgang fodbold, og vi har vist flere gange, at vi kan være med i alle kampe. Vi kan slå de bedste samt komme tilbage efter de små nedture, der også kommer undervejs i en sæson, og kan vi blive ved med det, så kan vi også blande os i toppen hele foråret. Folk tror virkelig på det her, og vi går et ekstremt spændende forår i møde, slutter Gehrt.