Seneste nyt

Bankmanden fra Kroatien, der blev Nykøbing FC-fan

af

Zoran Ban bor til daglig i Kroatien og har aldrig været i Danmark. Alligevel følger han Nykøbing FC og specielt én spiller tæt.

Når det kommer til dedikerede fans, scorer Nykøbing FC’s kroatiske superfan, Zoran Ban, rigtig højt. Zoran følger Nykøbing FC tæt, og specielt én spiller har bidraget til den store interesse.

Zoran bor til daglig i Kroatien, og her stiftede han fra 2015-2017 bekendtskab med ingen ringere end Nykøbing FC’s nuværende 10’er, Søren Christensen, der dengang spillede for det kroatiske mandskab Slaven Belupo.

– Jeg arbejder i en bank, hvor Slaven Belupo har konto, og da Søren Christensen kom i banken, faldt jeg i snak med ham. Jeg har selv spillet ungdomsfodbold i Slaven Belupo, og jeg følger klubben rigtig tæt, men det var tydeligt, at Søren var noget specielt.

– Han var simpelthen fantastisk. På den ene side var han en fighter som Gennaro Gattuso, men samtidig var han en sand leder og en gentleman med støvler på som Andrea Pirlo. Hver gang han kom i banken, så snakkede vi om fodbold, fortæller Zoran Ban.

Søren Christensen forlod Slaven Belupo i 2017 og kort efter tilsluttede han sig hjerteklubben, Nykøbing FC.

Zoran Ban og Søren Christensen mistede dog ikke kontakten, og bankmanden fra Kroatien fik Nykøbing FC ind under huden, da Søren Christensen fortalte ham om sin nye klub.

– Vi bevarede kontakten, da han forlod Belupo, og det glæder mig, at han nu er hjemme, hvor hans – som han siger – hjerte er. Jeg begyndte at følge Nykøbing FC’s resultater, og Søren fik mig interesseret i hele klubbens kamp for at komme i Superligaen.

– Jeg følger hver kamp over internettet, men jeg ville ønske, at jeg kunne se kampene via livebilleder over internettet. Det kommer forhåbentlig en dag, siger Zoran Ban.

Spørger man til et muligt besøg i CM Arena er kroaten ikke afvisende. Han håber meget på endda at kunne besøge Søren Christensen såvel som Nykøbing FC.

– Jeg elskede som barn at lege med LEGO, og nu gør min datter det samme. Jeg håber meget på en dag at kunne invitere familien med til Danmark, så vi både kan tage en tur i Legoland og til en Nykøbing FC-kamp. Det er trods alt kun 1300 km. væk, slutter han.