Nykøbing FC – Aarhus Fremad

Lollands Bank Park

HJEMME

søn 13 oktober 2024 15:00

2. Division

Seneste nyt

Backmann: Jeg er vild med NFC-spillestilen

af

Marcus Backmann er ny mand i NFC-trøjen, og han glæder sig til at repræsentere Nykøbing FC.

For kort tid siden blev det offentliggjort, at midterforsvareren Marcus Backmann er blevet hentet til Nykøbing FC fra Lyngby BK.

Den 21-årige forsvarsspiller har længe været på Nykøbing FC’s radar, og det har blandt andet været med til at overbevise Marcus Backmann om, at et skifte til Sydhavsøerne var vejen frem.

– Jeg har spillet i Lyngby siden jeg var 10 år gammel, så det var et stort mål for mig at spille for førsteholdet i klubben. Det kæmpede jeg mig frem til, og jeg fik en masse kampe i foråret, der førte til oprykning til Superligaen. Desværre spillede jeg mange af de kampe i foråret med en skade, som jeg tog med ind i opstarten til den nye sæson, hvorfor jeg startede efteråret på bænken og derfor ikke fik de muligheder, som jeg havde håbet på.

– Jeg havde brug for at komme ud og spille noget fodbold samtidig med, at jeg kunne få noget luftforandring, og der vidste jeg, at Nykøbing FC havde holdt øje med mig siden U19-tiden. Det betød rigtig meget fori mit valg, fortæller Backmann inden, at han uddyber.

– Jeg har haft rigtig mange gode snakke med Claus (Jensen, red.), og han har virkelig fået mig til at føle, at der er en klar plan for mig. Det betyder enormt meget for mig at være i en klub, hvor der er tiltro til mine evner.

Stor tro på vision og spillespil

Med en lang fortid i Lyngby er Marcus Backmann opflasket med en teknisk, offensiv og underholdende spillestil, hvor der kan trækkes paralleller til Nykøbing FC’s måde at spille på.

Det mærkede Backmann på egen krop, da han i foråret af to omgange spillede for Lyngby mod Nykøbing FC.

– Jeg var med til at spille mod NFC i foråret, og der fik jeg det indtryk af, at de ikke var bange for nogle. De havde en klar gameplan og var undervejs gode til at trykke os tilbage på banen.

– Selvom jeg er forsvarsspiller, kan jeg godt lide den her offensive tilgang til spillet, som Nykøbing FC har. Spillestilen passer mig rigtig godt, og den minder på flere måder det, som jeg er vant til fra Lyngby. Lysten til at ville spille fodbold langs græsset og samtidig have modet til at gå op i et højt pres, synes jeg er fedt. Jeg kan slet ikke vente med at komme ind på holdet og være en del af det, fortæller Backmann.

Marcus Backmann er utvivlsomt et stort talent, men han er også en ambitiøs spiller, der ligesom Nykøbing FC drømmer om at komme op på højeste hylde.

Backmann glæder sig derfor over NFC’s ambitioner og visioner.

– Jeg tror meget på den her vision, som Nykøbing FC har med at samle landsdelen og skabe et hold, der kan være med i Superligaen. Det er et hold, der er i en stor udvikling, og jeg synes, at det er utrolig spændende at være en del af. Det er også derfor, at jeg har valgt at skrive en tre-årig kontrakt – jeg tror på det her projekt, fortæller en tydeligt glad Marcus Backmann.

Tidligere NFC-spillere talte varmt om klubben

Nykøbing FC har gennem tiden haft flere tidligere Lyngby-spillere i truppen. I sidste sæson spillede Mathias Tauber, Mads Kaalund og Emil Holten således alle i NFC og pt. huserer Mads Carlson på den centrale midtbane.

Marcus Backmann har da også rådført sig med de tidligere Lyngby-spillere og især én har talt meget varmt om klubben.

– Alle dem jeg kender tidligere fra Lyngby har talt rigtig positivt om Nykøbing FC. Særligt Emil Holten, som jeg har kendt siden folkeskolen, har talt meget varmt om klubben.

– Det er interessant for mig at se, hvordan de har klaret sig efter NFC, og hvordan klubben har hjulpet deres karriere på vej. Det har helt sikkert også været udslagsgivende, at diverse spillere kun har haft gode ting at sige, slutter forsvarsspilleren.

Marcus Backmann har første træning med sine nye holdkammerater, når NFC starter træningen op d. 7. januar.