Seneste nyt

Arnesen: Fedt at være med fra start igen

af

Talentfulde Jeppe Arnesen startede søndag eftermiddag i et tremandsforsvar mod HB Køge. Selvom resultatet ærgrer Arnesen, glæder han sig dog samtidig også over startpladsen.

Blot 19-årige Jeppe Arnesen har på trods af sin unge alder allerede været i Nykøbing FC i ganske lang tid.

Arnesen var således med til at rykke op i 1. division, men sidenhen rendte han ind i en længerevarende skade. I denne sæson har han dog været tilbage på fuld damp, og søndag eftermiddag startede han så inde mod HB Køge.

Startpladsen glæder den unge midterforsvarer, der dog samtidig ærgrer sig over den sene udligning.

– Det var fedt at være med fra start igen – det var efterhånden et stykke tid siden sidst. Det ødelægger det selvfølgelig en smule, når vi nu ikke endte med at få alle tre point, siger Jeppe Arnesen, inden han uddyber hans syn på kampen.

– Jeg synes faktisk, at vi fik lukket godt af inde centralt. De fik ikke lov til at komme frem til særligt meget på nær på deres dødbolde, hvor det blev lidt farligt. De kom med et højt pres på vores tremandsforsvar, men jeg synes, at vi fik håndteret det rigtig godt og spillet os flot ud af det. Kommunikationen i de bagerste rækker var super.

Det lignede længe, at Nykøbing FC skulle nappe alle tre point mod HB Køge, men fire minutter inde i overtiden udlignede HB Køge. Det gav efter kampen en lidt tom følelse.

– Man står med en lidt tom følelse. Vi føler selvfølgelig, at vi burde have haft alle tre point, når vi nu fører med 2-1 så langt henne i kampen. Den skal vi simpelthen bare kunne holde hjem.

– Vi føler lidt, at vi tabte kampe. Foran med 2-1 havde vi chancen for at lukke kampen til 3-1, og så render de i stedet op og udligner. Det er vildt ærgerligt, men vi må tage det ene point og den ellers fine præstation med os, slutter Arnesen.

Næste opgave for Jeppe Arnesen og co. er søndag, hvor det gælder Skive IK på udebane.