Nykøbing FC spillede i går 1-1 mod Vejle BK, og selvom et point mod topholdet ikke udelukkende er skidt, så ærgrer anføreren sig over den missede mulighed for sejr.
Det blev til et point hver, da Vejle BK onsdag aften besøgte Nykøbing FC i Nykøbing F. Idrætspark.
Nicolai Jessen bragte ’Bjørnene’ i front, men et udligning midt i anden halvleg gav slutresultatet 1-1 efter en ganske medrivende og god Nykøbing FC-præstation.
Anfører Lars Pleidrup stod efter kampen med en følelse af, at det kunne være blevet til alle tre point.
– Man står med en lidt mærkelig følelse. Det var jo et godt hold, som vi skulle møde, men efter 90 minutter, så er det jo os, der er tættest på sejren. Jeg har også selv en stor chance i første halvleg, som jeg bør score på.
– Jeg er tilfreds med, at vi får et point, men samtidig ærgrer jeg mig over, at vi ikke napper alle tre, som vi godt kunne have gjort. Alt i alt, synes jeg dog, at det var en opløftende kamp fra vores side, siger Lars Pleidrup.
Nykøbing FC har fået fire point i de to seneste kampe og dette mod rækkens nummer et og to. Lars Pleidrup mærker da også, at holdet har rykket sig i de seneste kampe.
– I de sidste to kampe, er vi kommet langt som hold. Det er bare ærgerligt, at det har taget så lang tid at komme dertil. Vi er meget afklarede med vores opgaver i øjeblikket, og når vi får barberet de små personlige fejl væk, så er vi et rigtig stærkt hold. Det synes jeg også, at vi fik vist i går, siger Pleidrup, inden han fortsætter.
– Det var rigtig positivt, at vi formåede at dominere midtbanen. Banen gjorde det lidt svært at gøre det helt vilde, men vi får alligevel forsøgt at spille fodbold på de rette tidspunkter og på de rigtige steder af banen. Jeg synes, at der var mange gode ting at tage med fra kampen.
Næste opgave for Lars Pleidrup og co. er søndag, hvor Superliga-nedrykkerne fra Esbjerg fB kigger forbi. Her skal NFC finde nogle af de samme takter frem.
– Vi skal ramme det samme spændingsniveau som vi gjorde i går, minimere de små fejl yderligere, og så skal vi tro mere på tingene på banens sidste tredjedel og jage mulighederne – lidt ligesom Jessen gjorde ved målet. Gør vi det, så er mulighederne gode, slutter Pleidrup.
Kampen mod Esbjerg fB spilles søndag klokken 14:30.