Seneste nyt

Anføreren: Vi har rykket os som hold

af

Lars Pleidrup er ikke blot glad for dagens sejr over Viborg, men også for, at holdet har rykket sig og er blevet mere stabile.

Man skulle lede længe efter sure miner omkring Nykøbing FC-omklædningsrummet efter dagens 3-0-sejr over Viborg.

Anfører Lars Pleidrup emmede da også af glæde samt overskud efter kampen.

– Jeg står med en kanon følelse. Det er fedt at slutte af med en sejr, fordi det er altid den sidste kamp man husker.

– Det var en meget lige kamp, men jeg synes, at vi sætter os rigtig godt på det efter det røde kort. Vi spiller en klog kamp, og vi havde læst dem rigtig godt. Alt i alt var det en rigtig dejlig indsats, og det var fantastisk igen at bevise, at vi naturligvis også kan slå de bedste hold i rækken, siger Pleidrup.

Nykøbing FC’s målsætning for sæsonen er en placering i top-seks, og anføreren glæder sig derfor over holdets aktuelle placering.

– Det er kanon at gå vinterpause som nummer fire. Det er selvfølgelig tæt i toppen, men det er altid dejligt at kunne kigge på tabellen og se, at vi i den grad lever op til vores målsætning, som jo er en plads i top seks, fortæller anføreren inden, at han med et grin peger på efterårssæsonens (personlige) højdepunkt.

– Mit mål mod FC Helsingør er jo helt fantastisk og et klart højdepunkt – ej jeg synes, at vi som hold har været rigtig gode til at slå igen, og der har ikke været den her stime, hvor vi taber fem-seks kampe i streg. Det har kendetegnet os, at vi har været sindssygt stabile. Vores topniveau er meget højt, så det har været vores bundniveau, vi skulle hæve, og det synes jeg, at vi har gjort.

– Jeg synes, at vi har rykket os som hold og alle har budt ind på hver deres måde. Det er virkelig kanon at være en del af, slutter Pleidrup.

Lars Pleidrup og resten af truppen, kan nu se frem til en velfortjent juleferie inden, at træningen sparkes i gang i januar og NordicBet Ligaen genoptages i starten af marts næste år.