Seneste nyt

Ambivalent cheftræner: Vi spillede en kamp på rigtig højt niveau

af

Jens Olsen var efter aftenens kamp noget ambivalent omkring det 1-1-resultat, der kom i hus mod rækkens tophold, Vejle BK.

For anden uge i træk ventede 1. divisions førerhold, men hvor det i weekenden hed Thisted FC, hed førerholdet i dag Vejle BK.

Nykøbing FC spillede en flot kamp, og i løbet af anden halvleg lignede det da også tre point til Jens Olsens mandskab. Cheftræneren måtte dog acceptere et 1-1-resultat, og det gav efter kampen en noget ambivalent smag i munden.

– Vi skal selvfølgelig ærgre os over, at vi ikke får sejren. Det er rigtig få fejl vi laver, men desværre fører et af dem til det mål, som de får, og det ved man jo kan ske, når man møder dygtige hold.

– Omvendt er jeg meget tilfreds med vores udtryk, og jeg er glad for, at vi formår at stå rigtig kompakt overfor et så dygtigt fodboldhold, som vi møder i dag. Jeg synes, at vi spillede en fodboldkamp på et rigtig højt niveau, fortæller Jens Olsen.

Mod slutningen af kampen blev Vejle reduceret til 10 mand, men ifølge Jens Olsen blev overtallet aldrig en offensiv fordel for hjemmeholdet.

– Lige nu ærgrer jeg mig over, at vi ikke fik tre point ud af kampen, men det blev aldrig en offensiv fordel for os, at vi kommer en mand i overtal. De stiller sig ned i en 4-4-1, og det er meget svært at skabe noget imod på en tung bane, som den vi spillede på i dag. Vi forsøgte at komme mere over kanterne, og det var tæt på at lykkes i enkelte tilfælde, men desværre kom den helt store chance ikke, slutter Jens Olsen.

Næste opgave for Nykøbing FC er søndag, hvor Esbjerg fB gæster Nykøbing F. Idrætspark.