Nu kan vi for alvor begynde at glæde os. Datoerne for Nykøbing FC’s to pokalkvartfinaler mod Brøndby IF er blevet fastlagt, og dermed er der sat tid og sted på to store fodboldoplevelser, som venter forude.

Første opgør bliver spillet på hjemmebane i Lollands Bank Park tirsdag den 1. december kl. 20.00, hvor vi får fornøjelsen af at byde Brøndby IF velkommen til Nykøbing Falster.

Returopgøret spilles lørdag den 12. december kl. 16.00 på Brøndby Stadion, hvor den samlede vinder af de to kampe skal findes.

Vi ser enormt meget frem til de to opgør, hvor vi får mulighed for at måle os med en af dansk fodbolds helt store klubber. Ikke mindst glæder vi os til at skabe en fantastisk fodboldaften i Lollands Bank Park sammen med vores mange fans og hele Sydhavsøerne.

Billetsalget nærmer sig

Arbejdet med at få billetsalget på plads til hjemmekampen er i den sidste fase, og vi forventer at kunne sætte salget i gang sidst på denne uge.

Så snart vi kender det præcise tidspunkt for salgsstart, melder vi det ud på vores platforme.

Vi glæder os til at se jer i Lollands Bank Park til et brag af en pokalkamp.

#SuccesSkabesSammen