Nykøbing FC jagter en plads i kvartfinalen, når holdet onsdag aften gæster Vanløse IF i pokalturneringens 1/8-finale. Cheftræner Mikkel Thygesen og resten af truppen glæder sig til opgaven, men er samtidig bevidste om, at det bliver en opgave, hvor intet kommer af sig selv.

Der er meget på spil, når Nykøbing FC onsdag aften løber på banen i Vanløse Idrætspark. Med en plads i kvartfinalen på højkant venter en pokalkamp, som både spillere og stab har set frem til, og ambitionerne i NFC-lejren er klare.

– Vi har glædet os rigtig meget til den her kamp. Det er en stor mulighed for os, og vi går selvfølgelig benhårdt efter at spille os i kvartfinalen. Men vi ved også, at det kræver en stærk præstation, og der er ingen, der kommer til at forære os noget, fortæller Mikkel Thygesen.

Selvom Nykøbing FC går ind til opgøret med en klar ambition om at avancere, forventer cheftræneren ikke nogen nem aften. Vanløse får også en stor mulighed for at spille sig videre i turneringen, og hjemmeholdet må forventes at være opsat på at gribe chancen.

– Vi skal være bevidste om, at det her er en stor kamp for begge hold. Vanløse har også noget at spille for, og de vil helt sikkert gøre alt for at skabe en overraskelse. Derfor skal vi være klar fra start og komme med den rette indstilling og intensitet, hvis vi skal have det resultat, vi går efter.

Pokalfodbold kræver fuld koncentration

Nykøbing FC har gode erfaringer med Vanløse IF fra sidste sæson, hvor de to hold mødte hinanden fire gange. Det giver et vist kendskab til modstanderen, men ifølge Thygesen er det langt fra noget, der i sig selv sikrer NFC et godt resultat.

Pokalfodbold er nemlig en særlig disciplin, hvor der ikke er plads til mange svipsere. Derfor bliver det afgørende, at Nykøbing FC rammer sit niveau og holder koncentrationen gennem hele opgøret.

– Vi kender Vanløse fra sidste sæson, og vi har nogle gode erfaringer med os. Men det er en ny kamp og en helt anden situation, når der er en kvartfinaleplads på spil. I pokalfodbold kan alt ske, og hvis man ikke rammer dagen, kan man hurtigt stå med et skuffende resultat, siger Thygesen inden, at han fortsætter.

– Vi skal først og fremmest selv levere. Vi skal arbejde hårdt for hinanden, være koncentrerede og være dygtige i de situationer, der opstår. Vi har sund respekt for Vanløse, men vi tror på vores egne muligheder, og vi vil gøre alt for at tage sejren og spille os videre, lyder det fra cheftræneren.

Håber på mørkeblå opbakning i Vanløse

Nykøbing FC kommer ikke til at stå alene i jagten på en plads i kvartfinalen. Mange mørkeblå fans forventes at tage turen til Vanløse for at bakke holdet op i den vigtige pokalkamp.

Den opbakning betyder meget for holdet, og Thygesen håber, at NFC-fansene endnu en gang vil være med til at skabe en stærk kulisse – også på udebane.

– Det betyder rigtig meget for os, når vores fans tager med os rundt og støtter holdet. Senest i Fremad Amager var der igen mange, og jeg er ikke i tvivl om, at det var med til, at vi overhovedet kom tilbage i kampen, da vi var nede med 2-0. Vi håber, at mange også vil tage turen til Vanløse. Vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at give dem en sejr og en plads i kvartfinalen med hjem, afslutter Mikkel Thygesen.

Der er kampstart i Vanløse Idrætspark onsdag kl. 19.00.

#SuccesSkabesSammen

Foto: BetaMy Foto