Nykøbing FC jagter en plads i kvartfinalen, når holdet onsdag aften gæster Vanløse IF i Oddset Pokalens 1/8-finale. Noah Sekula og resten af truppen glæder sig til opgaven, men er samtidig bevidste om, at der venter en svær kamp, hvor intet kommer af sig selv.
Der er noget særligt på spil, når Nykøbing FC onsdag aften løber på banen i Vanløse. Med en plads i kvartfinalen på højkant venter en pokalkamp, som både spillere og fans har set frem til, og i NFC-truppen er ambitionerne klare.
– Vi har glædet os helt vildt til den her kamp. Det er en stor kamp for os, og vi ved alle sammen, hvor meget det vil betyde at komme i kvartfinalen. Men der er ingen i truppen, der tager noget for givet. Vi ved godt, at det kommer til at kræve enormt hårdt arbejde, hvis vi skal videre, fortæller Noah Sekula.
Selvom NFC går ind til opgøret som favoritter, er der ingen forventning om en nem aften. Tværtimod forventer Sekula, at hjemmeholdet vil gøre alt for at gribe muligheden for at skabe en pokaloverraskelse.
– Det er selvfølgelig en stor kamp for os, men det er det virkelig også for Vanløse. De får heller ikke den her mulighed hvert år, så vi forventer at møde et sultent hold, der kommer for at spille deres chance. Vi skal være klar fra start og ramme 100 procent, hvis vi skal videre.
Kender modstanderen – men pokalfodbold er noget særligt
Nykøbing FC har gode erfaringer med Vanløse fra sidste sæson, hvor holdene stiftede bekendtskab med hinanden. Det giver et vist kendskab til modstanderen, men ifølge Sekula er det ikke noget, der i sig selv sikrer NFC et godt resultat.
For i pokalturneringen kan kampens præmisser hurtigt ændre sig, og én præstation under niveau kan være forskellen på en plads i kvartfinalen og et exit fra turneringen.
– Vi kender Vanløse fra sidste sæson, og vi har gode erfaringer mod dem. Men det her er pokalfodbold, og det er en helt anden situation. Alt kan ske, og hvis man ikke er klar på dagen, så ryger man ud. Derfor handler det først og fremmest om os selv og om at levere den præstation, vi ved, vi kan.
– Vi skal have fuldt fokus på vores egen indsats, arbejde hårdt for hinanden og være skarpe i de situationer, der opstår. Vi vil gøre alt for at vinde den kamp og spille os videre, lyder det fra NFC-spilleren.
Glæder sig til massiv opbakning på udebane
Mange mørkeblå fans forventes at tage turen til Vanløse for at støtte holdet i jagten på en kvartfinaleplads.
Det er noget, der glæder Noah Sekula, som håber, at NFC-fansene endnu en gang kan være med til at skabe en særlig ramme om kampen.
– Det betyder utroligt meget for os, at der kommer så mange fans og bakker os op. Vi glæder os virkelig til at se dem alle sammen i Vanløse, og vi håber, at vi sammen kan skabe en hjemmebane på udebane. Det giver os noget ekstra at mærke den opbakning, og vi vil selvfølgelig gøre alt for at give dem en sejr med hjem, slutter han.
Der er kampstart i Vanløse Idrætspark onsdag kl. 19:00.
Noah Sekula præsenteres af Rask El.
#SuccesSkabesSammen
Foto: BetaMy Foto











