Der var dømt fredagsfest i Lollands Bank Park, da Nykøbing FC her til aften tog imod HIK. Holdet fra Hellerup blev sendt hjem med et 3-0-nederlag.
Nykøbing FC kom til kampen med 31 kampe som ubesejret i bagagen, og Mikkel Thygesens mandskab kunne i sikker stil forlade banen med endnu tre point.
Allerede efter halvandet minut var det tæt på at blive 1-0 til ’De Mørkeblå’, da Lucas Nyman fandt Magnus Bøttker tæt under mål. Bøttker måtte dog se sin afslutning blokeret på stregen.
Få minutter senere var det igen tæt, da Oliver Svendsen igen slog et forrygende indlæg. Denne gang forsøgte Emmanuel Ogude at tage et touch, men desværre sprang bolden akkurat fra ham.
NFC var i det hele taget i fuld kontrol, og man sad med følelsen af, at det var et spørgsmål om tid før, at hjemmeholdet ville få bragt sig i front.
I stedet kom HIK frem til en god chance, da et indlæg sejlede hele vejen gennem NFC-feltet og endte hos en af gæsterne. Afslutning fra den lidt spidse vinkel strøg dog over mål.
Kampen gik herefter ind i en fase uden større chancer, men efter 24 gik den ikke længere for HIK.
Oliver Svendsen slog et skarpt hjørnespark tæt ind under mål, hvor Peter Ullum fortsatte sin målform og pandede bolden i nettet til 1-0.
Knapt var armene kommet ned før, at det også blev 2-0, da Mikkel Dahl udnyttede, at HIK-målmanden tog et for langt træk. Topscoreren rundede målmanden og sendte bolden i det tomme net til stor jubel for de små 1000 tilskuere i Lollands Bank Park.
Nykøbing FC havde af flere omgange bud efter yderligere scoringer i første halvleg. Især Benjamin Kold havde bud efter netmaskerne, men HIK-målmanden fandt fine redninger frem.
I den anden ende var Jeppe Rømer næsten arbejdsløs, men han blev kort før pausen alligevel testet med en afslutning fra distancen. Afslutningen voldte dog ikke den store keeper problemer, hvorfor NFC’erne kunne gå til pause med en sikker 2-0-føring.
Efter pausen fortsatte Nykøbing FC dominansen, og inden for de første fem minutter af anden halvleg havde der allerede været optræk til store chancer af et par omgange. HIK slap dog med skrækken med clearinger i sidste øjeblik.
Efter 53 minutter tog Magnus Bøttker et fantastisk dybdeløb, og den havde Oskar Gärtig luret, da han sendte en fantastisk aflevering igennem to forsvarslinjer og spillede Bøttker igennem til en friløber. Den svigtede ’Bøtte’ ikke på, men sparkede bolden sikkert i det korte hjørne til 3-0.
Minuttet efter blev det 4-0, da Benjamin Kold udnyttede en stor chance, men her vinkede dommeren desværre offside.
Emmanuel Ogude ville også lege med, da han afsluttede et godt angreb fra sin position i feltet. HIK-målmanden hev dog en god redning frem.
Kampen gik herefter ind i en mere rolig periode, hvor det var småt med chancerne. NFC var dog i fuld kontrol.
Med et kvarters tid tilbage kom HIK frem til et langskud, men Jeppe Rømer havde fuld kontrol over afslutning, der sjuttede forbi den ene stolpe.
To minutter senere var det Nykøbing FC og Albert Rrahmanis tur til at forsøg sig fra distancen, og lejesvenden fra Sønderjyske tvang målmanden ud i en god redning, der gav et hjørnespark.
Cruisecontrol var dog slået til for ‘De Mørkeblå’ og sejren blev stille og roligt kørt i hus i slutfasen, hvorfor Nykøbing FC kunne notere den 32. kamp i træk uden nederlag og endnu tre point til samlingen, hvorfor 1. pladsen blev cementeret.
Næste opgave er Brabrand på udebane.
Nykøbing FC – HIK
18.09.26 Kl. 19.00 i Lollands Bank Park
2. division, 8. spillerunde.
3-0 (2-0)
1-0, Peter Ullum (26 min)
2-0, Mikkel Dahl (28 min)
3-0, Magnus Bøttker (53 min)
Nykøbing FC: Jeppe Rømer, Kasper Jensen, Peter Ullum, Oliver Svendsen, Noah Sekula, Oskar Gärtig, Lucas Nyman (74. Albert Rrahmani), Mikkel Dahl (66. Rory O’Driscoll), Magnus Bøttker (66. Ole Jakobsen), Benjamin Kold (74. Marcus Rasmussen), Emmanuel Ogude (82. Oskar Balsløv).
Tilskuertal: 915
Foto: BetaMy Foto











