Efter et par flotte resultater har vores U14-talenthold bragt sig selv i spil til en førsteplads, når sæsonen rundes af lørdag eftermiddag.

Lørdag kl. 14:00 stiger spændingen gevaldigt for vores talentfulde U14-drenge, der med en sejr i Næstved og et sideløbende nederlag til førerholdet Vallensbæk, kan sikre sig førstepladsen i U14 Liga Øst 2.

De unge mørkeblå talenter har spillet sig til den mulighed efter en travl uge med to kampe, hvor det er blevet til sejre i begge opgør.

Søndag tog man en sikker 5-0-sejr over AB Tårnby/A27 Fodbold Akademi og den præstation blev så fulgt op onsdag, da man på udebane slog FC Helsingør med 3-1 på udebane.

I morgen går turen så til lokalrivalerne fra Næstved, der indtager sidstepladsen i rækken, og her kan man med en sejr spille alt pres over på førerholdet fra Vallensbæk, der dog med ét point kan sikre sig førstepladsen.

Uanset hvordan det falder ud lørdag eftermiddag, er vi utroligt stolte af vores unge drenge, der både har spillet en flot sæson og udviklet sig enormt udenfor kridtstregerne.

#SuccesSkabesSammen