Nykøbing FC udvider sit samfundsengagement og indgår nu et samarbejde med Krigsveteranlandsholdet. Samarbejdet er forankret i NFC Samfund og skal bidrage til at styrke fællesskabet for de mange danske veteraner, der har gjort tjeneste for Danmark.

På Lolland-Falster og Sydsjælland bor der omkring 1.000 krigsveteraner. Med den nye samarbejdsaftale ønsker Nykøbing FC både at anerkende veteranernes indsats og samtidig tilbyde dem adgang til de stærke fællesskaber, som fodbolden kan skabe.

– Vi skylder vores veteraner en stor tak for den indsats, de har ydet for Danmark. Mange har været udsendt under krævende forhold, og nogle oplever udfordringer, når de vender hjem til hverdagen igen. Derfor ser vi det som en vigtig opgave at bidrage til fællesskaber, hvor man kan mødes om noget positivt og meningsfuldt, siger Nykøbing FC’s fodbolddirektør Claus Jensen.

Samarbejdet ligger i naturlig forlængelse af Nykøbing FC’s arbejde med sociale indsatser gennem NFC Samfund, herunder klubbens engagement i Ombold, hvor socialt udsatte finder fællesskab, netværk og livsglæde gennem fodbolden.

– Fodbold kan noget helt særligt. Den samler mennesker på tværs af baggrunde og livssituationer, og den skaber relationer og fællesskaber. Det er værdier, som vi arbejder med hver eneste dag i NFC Samfund, og derfor giver samarbejdet med Krigsveteranlandsholdet rigtig god mening for os, siger Claus Jensen.

Også hos Krigsveteranlandsholdet er der glæde over det nye samarbejde.

– Vi er utrolig glade og stolte over at indgå dette samarbejde med Nykøbing FC. For os handler Krigsveteranlandsholdet om langt mere end fodbold. Det handler om fællesskab, sammenhold og om at skabe meningsfulde relationer for veteraner, der deler nogle helt særlige erfaringer. Derfor betyder det meget at møde en klub, som ikke blot anerkender veteranernes indsats, men som også aktivt ønsker at tage del i det ansvar, der følger med, når soldaterne vender hjem fra udsendelse, siger repræsentant for Krigsveteranlandsholdet, Kristian Bondegaard.

Claus Jensen bliver ambassadør

Som en del af samarbejdsaftalen bliver Claus Jensen ambassadør for Krigsveteranlandsholdet.

– Jeg er både ydmyg, stolt og beæret over at få lov til at være ambassadør for Krigsveteranlandsholdet. De danske krigsveteraner fortjener enorm respekt, anerkendelse og taknemmelighed for den indsats, de har ydet på Danmarks vegne. De har været villige til at sætte sig selv på spil for at løse nogle af de vigtigste opgaver, vores samfund kan bede dem om. Derfor er det vigtigt, at vi også tager ansvar, når de kommer hjem, og at vi som samfund bidrager til fællesskaber, hvor veteranerne føler sig værdsatte og inkluderede. Med fodbolden som redskab og fællesskabet som fundament, kan vi være med til at skabe positive oplevelser og nye stærke relationer, så er det er noget, jeg er meget stolt af at kunne bidrage til, siger Claus Jensen.

Markering af samarbejdet i september

Det nye samarbejde bliver markeret i september, når Nykøbing FC inviterer alle krigsveteraner til gratis fodbold på Lollands Bank Park.

Invitationen sker i forbindelse med et træningsophold, hvor Krigsveteranlandsholdet samles til en weekend med fokus på træning, fællesskab og sammenhold.

Derudover arbejder parterne allerede på flere fælles aktiviteter i de kommende år.

Et af de projekter, der undersøges nærmere, er muligheden for at afvikle en showkamp i 2027 mellem Krigsveteranlandsholdet og et udvalgt NFC-mandskab.

Begge parter ser frem til samarbejdet og til sammen at skabe nye oplevelser og stærke fællesskaber for veteranerne i lokalområdet.

#NFCSamfund #SuccesSkabesSammen